Endelig en kvindelig James Bond på lærredet?
Jeg husker den sommer jeg var 13, hvor min mor havde lejet en hytte ved havet i det sydlige Norge. På den tid var jeg en rigtig læsehest med en forkærlighed for krimier, særligt af Agatha Christie-slagsen. Så min frustration var stor, da jeg mod slutningen af ferien var løbet tør for læsestof, indtil jeg faldt en slidt paperback-version af ’Mænd, der hader Kvinder’. Jeg blev helt opslugt af den og læste den færdig på to dage, på trods af, eller måske lidt på grund af, at bogen ikke rigtig er lavet til 13-årige. Samme følelse fik jeg igen, da jeg så David Finchers filmatisering af bogen en del år senere. Den hev mig direkte tilbage til den følelse, jeg fik, da jeg læste bogen for første gang i sommerhytten.
Så min skuffelse var stor, da kun få minutter med ’The Girl in the Spiders Web’ fik mig til at se på klokken og ønske mig ud i det sure oktobervejr. Denne film er alt andet end det, Stieg Larsson og David Fincher så for sig med Millennium-serien, hvilket måske ikke burde komme som en overraskelse, da bogen, filmen er baseret på, ikke engang er skrevet af Stieg Larsson.
Super-Salander?
Med ’The Girl in the Spiders Web’ er Lisbeth Salander gået fra at være en fascinerende menneskelig karakter, til at blive en superhelt med synske evner. I ægte superheltestil har den form af en oprindelsesfilm med Lisbeth Salander som den maskerede selvtægtskvinde, der jager mægtige mænd, der udnytter kvinder. Hun er også fortsat en freelance-hacker, der i denne film stjæler et program, der kan kontrollere alle verdens atomvåben. Dette leder hende ned i et kaninhul, hvor hun må konfrontere sin egen fortid, samtidig med, at hun må redde verden. Lyder det bekendt?
Bond, Lisbeth Bond
Det er vanskeligt ikke at sammenligne ’The Girl in the Spiders Web’ med James Bond. Selv om åbningen minder mest om noget, der kunne komme ud af Marvel-universet, er det efter titelsekvensen (en meget stiliseret, animeret sekvens med blandt andet en faldende nøgen kvinde, der er som taget ud af en af Pierce Brosnans Bond-film) tydeligt, hvor Alvarez har trukket størstedelen af sin inspiration fra. Hvor David Finchers filmatisering er lavmælt, tænkende og anderledes, er Alvarez’ bombastisk, sindssyg og lastet med genretræk.
Overfladisk, men god Salander
Heldigvis er der i det mindste nogle gode skuespillerpræstationer at finde. Claire Foy gør et godt stykke arbejde med Salander, på trods af den lille dybde, karakteren bliver givet. Lekeith Stanfield er også god i rollen som amerikansk superhacker/spion. Jeg ville gerne have rost skuespilleren i rollen som bøgernes anden hovedkarakter, Michael Blomquist, men han optræder så lidt og har så lille en påvirkning på handlingen, at han lige så godt kunne vært klippet fuldstændigt ud.
Salander på is
Skuespillerpræstationerne kombineret med god kamerabrug og effektiv gore, gør at filmen bliver underholdende nok at se på, men der er ikke nok motivation eller dybde hos nogen af karaktererne til at man nogensinde bliver opslugt af den. Derimod var der flere uintentionelt sjove scener der tog mig fuldstændig ud af handlingen, for eksempel en scene hvor Salander undviger politiet ved at køre sin motorcykel over en frossen sø.
Der er overhovedet intet galt i at forsøge sig med en kvindelig James Bond, og jeg er ret sikker på, at mit 13-årige selv havde været helt med på tanken om en krydsning mellem Millennium-universet og Bond-universet. Desværre er jeg ikke helt overbevist om, at Salander er karakteren, som egner sig bedst til at tage rollen som den kvindelige James Bond. Hendes intellekt og emotionelle dybde er bedre egnet til mere interessante eventyr end dette.
Photo: UIP