Af Martin Wolsgaard
Til den lange række af amerikanske film om svindel, sammensværgelser og grådighed indenfor industrigiganter kan vi nu tilføje Steven Soderberghs satiriske komedie The Informant. Den er baseret på virkelige begivenheder, og fokuserer på Matt Damon i hovedrollen som Mark Whitacre, en højtstående og fremstormende ansat hos firmaet Archer Daniels Midland. Firmaet fixer priser i samarbejde med andre firmaer indenfor samme industri og snyder sig dermed på uetisk vis til milliarder af dollars. Mark Whitacre vil ikke længere stå for det og beslutter sig for at sladre til FBI og afslører det hele – en ægte højtplaceret whistleblower. Historien ender dog ikke der, da den som et løg, lag for lag, viser sig at være mere kompleks end som så. Whitacre spionerer og skaffer beviser for FBI, men bliver som historien skrider frem mere og mere viklet ind i sagen.
Matt Damon får Whitacre til at se ret tosset og sjov ud. Og i hans mission med at afsløre svindel er der så meget satire og komik, at man næsten glemmer de forbrydelser der egentlig fandt sted. Damon er imponerende og troværdig, og han indfanger perfekt Whitacres personlighed, idiosynkrasier og særheder på en måde, som får han til at fremstå ”larger-than-life”-agtig samtidig med, at han er et meget jordnært og (tilsyneladende) almindeligt menneske med en fornuftig sans for retfærdighed. Blandt andet udnævner han sig selv til 0014 – fordi han er dobbelt så smart som 007. Det er delvist takket være Damons nuancerede præstation, at vi som publikum får portrætteret en karakter, vi kan sympatisere med og næsten endda holde med, til trods for hans moralske skrupler. Desuden er narrativet suppleret med en voice-over, hvorved vi kommer ind bag Whitacres facade og i virkeligheden forstår hvor forskruet han egentlig er. Det supplerende cast gør det også godt. Især kan Scott Bakula og Melanie Lynskey fremhæves i rollerne som henholdsvis den mere eller mindre professionelle og karikerede FBI-agent Brian Shepard og Whitacres meget loyale hustru Ginger.
På typisk Steven Soderbergh maner tilføjes en særhed og en ret unik tone i filmen. Det kan for nogen uden tvivl virke lidt påtaget og karikeret. Men netop klipningen, kameraføringen og filmens lydside giver et stilistisk og velvalgt tema, der effektivt reflekterer filmens subtile og ofte ironiske humor. Det skal dog understreges at filmens lidt underspillede satire desværre også er med til at trække den lidt i langdrag. De ca. 1 time og 50 minutter kommer næsten til at føles som 3 timer, hvilket er en skam. Det er en historie, der, med pendanter til John Grisham suspense-thrillere, måske egentlig ville være bedre tjent med suspense i stedet for satire. Satiren og humoren gør en alvorlig historie sjov og interessant, men også lidt kedelig i længden.
Steven Soderbergh har i sidste ende gjort The Informant til en odysse om inkompetence hos alle, der er involverede i sagen: informanten, industrien som han informerer om, advokaterne der skal følge sagen og FBI-agenterne. Og sært nok virker det hele meget troværdigt og virkeligt. En seværdig film, der ikke rammer de helt høje himmelstrøg, men alligevel formår at underholde og forarge.
4 ud af 6 stjerner.