Jeg vil sige så meget og så lidt muligt på samme tid. Det er bedst sådan.

Hjertet pumper. Taktfuldt men skrøbeligt. Uroligt, fascinerende, frastødende og alligevel dragende. Sådan åbner den græske troldmand Yorgos Lanthimos nyeste film. På operationsbordet. Herefter ses et par blodige handsker, der smides i skraldespanden. Blodet er af hænderne – for en stund om ikke andet.

Denne kuriøse åbningsscene slår tonen an til et besynderligt og bizart komponeret drama om skyld, straf og en hævn så sød, som kun hævn kan være det. Titlen referer til den græske myte om Ifigenia, men denne hadfulde og dystre myte fra oldtiden er transformeret til det 21. Århundrede. Til en tid og et samfund de fleste kan nikke lidt for meget genkendende til.

Fra trivialiteter til tragedie
Lanthimos har igen allieret sig med Colin Farrell, ligesom tilfældet var i den komisk-dystopiske The Lobster. Han spiller den virkelighedsfjerne kirurg Steven med det perfekte forstadsliv, den smukke kone Anna (Nicole Kidman) og deres to børn; teenageren Kim (Raffey Cassidy) og den lidt yngre Bob (Sunny Suljic). De lever deres flotte men tomme forstadsliv, vander blomster og går med hunden. Trivialiteter ud over alle grænser, men Steven bærer på en hemmelighed – han ses med den unge og lidt sære fyr Martin (Barry Keoghan) af en årsag som er himmelråbende skyldbetynget.

Som filmen skrider frem bliver Steven og Martins forhold mere og mere kompliceret. Knægten besøger forstadsfamilien, er høflig og imponerer især teenagedatteren. Men Martin er ikke en hvilken som helst ung fyr. Han ender med at vende op og ned på ligusterhæk-højborgens fred. Uforklarlige og uhyggelige hændelser sætte sit præg på især familiens yngste medlemmer. Dette driver den apatiske Steven til de mentale grænser, hvor han i en makaber scene prøver at true sin syge søn til at æde hans eget hår, hvis ikke han bliver rask. Det er ligeså vanvittigt som det lyder, og det er grundtonen i filmen.

Genkendelse og flot hyldest!
Fortællingen er fyldt med Lanthimoske’ kendetegn. Mekaniske replikker fra Colin Farrell, knald sort humor og et dybt forvrænget univers – så ubehageligt at man får lyst til at vågne fra den onde drøm, man tror man befinder sig i. Men filmen sender også anerkendende nik i retning af Stanley Kubricks Ondskabens Hotel, ubehaget ved Michael Hanekes Funny Games, ligesom man fornemmer en snert af The Exorcist, og endnu flere. Alle subtile referencer som fungerer som en flot hyldest til inspirationskilderne. Lanthimos’ instruktion indhyller filmen i et dystert og diset univers, som er svært at slippe øjnene fra, selvom du mest af alt har lyst til at lukke dem. Der er tænkt over hver en detalje, og selvom han endnu engang opstiller nogle præmisser, som virker urealistiske og uforklarlige, så stiller man ingen spørgsmål. Man går bare med på legen.

Fans af Lanthimos vil elske hans seneste værk, mens tilkomne vil få et los i sansesystemet, og sikkert kaste sig over hans tidligere produktioner.

Jo mindre du ved før du ser den, desto bedre. Derfor får du kun sparsomt med information og absolut ingen spoilers herfra. Gå til filmen med tabula rasa og du vil få mest ud af den. Jeg lover dog én ting: Du bliver chokeret, imponeret, forfærderet og måske endda deprimeret.