The Man Who Stole Banksy

Hvor går grænserne mellem hærværk og urban kunst – og hvem ejer det? Spørgsmålene er mange og gode, desværre står de ubesvaret hen,

Du placerer dig. Dér. I en stol. Den er blød. Foran stolen er et lærred. Det er stort. Om lidt vil der flyde levende billeder over det. Billeder fra din egen og dog en anden verden. En verden, hvor verdener er separeret af en otte meter høj betonmur. Et urbant lærred, om man vil. Her vækkes endnu nye verdener til live med kunst lavet af graffitimalere fra hele verden. En måde at drage opmærksomhed til det uroramte område ved den israelske vestbred.

Banksy=billetsalg
Verden – og især Vestbredden – er dekoreret af den uidentificerede grafittiartist Banksy, der med sine kærligt provokerende og satitriske stencil- og performanceværker vækker bevågenhed helt oppe i toppen af kultureliten. En streetart legende, der for nyligt arrangerede en makulering på hammerslaget af eget værk til en højspændt kunstauktion på det kendte og eksklusive Sotheby’s i London. Med den lille happening er alt med ‘Banksy’ i titlen igen ukritisk interessant.

Ligegyldige karakterer
Det samme lader til at være sket med ‘The Man Who Stole Banksy’. For hvad handler denne dokumentar om? Hvem er manden? Vi møder, men følger ikke, en karakter, som filmholdet helt tydeligt er fascineret af. En taxakørende bodybuilder, der kalder sig ‘Walid the Giant’. Vi ser ham passe sit arbejde og ser ham bodybuilde, selvom man er lidt ligeglad for hvad betydning har han? Walid har den forbindelse til Banksy, at han har en holdning til kunsten, og så kendte han ham, der solgte det værk, der i dag kendes som ‘Donkey Documents’. Det er lidt for langt ude til, at jeg er helt med på idéen.

Dokumentaren berører også den streetart-turisme, som Betlehem oplevede tilbage for over ti år siden, hvor Banksy just havde været på pletten for at pryde mure og vægge i byen. Vi følger et par af de lokales oplevelser af især ‘Armored Dove of Peace’ og ‘Rage, the Flower Thrower’. Livet, beundringen og forfaldet af værkerne.

Druknet, men vigtig dagsorden
Selvom man skulle tro at det var nok til at lave en okay dokumentar, er der presset en dagsorden yderligere ind på de 93 minutter. Den måske mest interessante af dem alle: Hvem ejer egentlig streetart? Et både interessant og vigtigt spørgsmål. Er det vedkommende der ejer muren, der har ejerskab? Er det kunstneren? Folket?

Der er retninger nok. Både af de ligegyldige og de vigtige og det hele bliver en rodet og ufokuseret suppedas hvori man har søsat en masse skibe uden at give nogen af dem kurs. Perlerne ligger tilbage uberørt og druknet i ligegyldighed, og jeg føler mig efterladt med en dyb og inderlig ‘meh’-følelse over denne ligegyldige dokumentar, der handler om alt og ingenting.

Det ultimativt bedste er, at man har fået Iggy Pop til at fortælle historierne med sin tunge, karakteristiske og brogede stemme. Det håber jeg ikke er sidste gang.