Nådeløs, ærlig og enestående.

Den Cambodjanske dokumentarist Rithy Panh har brugt sin filmkarriere på at dokumentere og reflektere over de grusomheder, der blev begået i hans hjemland af Khmer Rouge. Under Pol Pots diktatur fra 1975 og 4 år frem, blev Panh udsat for de mest forfærdelige oplevelser et menneske kan blive udsat for. I en alder af 13 år blev han med sin familie tvunget væk fra sit hjem, fik brændt alle sine ejendele, blev pakket ind i sorte klæder og udråbt som arbejder (slaver) for Khmer Rouge. I 4 år overværede Panh sine kusiner, søskende, far og mor langsomt sulte og forsvinde ved hans side. Som eneste overlevende familiemedlem fortæller han i The Missing Picture om sit 4 år lange mareridt og sine minder om den tid, hvor millioner af mennesker blev dræbt, og en helt nation begravet i grusomheder.

 Khmer Rouge ødelæggelse af Panhs hjemby, og af alle billeder og film der skildrede slavernes forfærdelige liv, har gjort, at Panh har fundet på en alternativ måde at få sine minder portrætteret. I en smuk blanding af gamle film med rismarker og taler har Panh placeret sine håndlavede lerhuse og figurer. På en helt unik måde genskaber han sine erindringer, som han stadig mindes dem i dag. Man ser hænder forme de små lerfigurer, men Panhs ejet ansigt bliver aldrig afsløret. I stedet høres hans franske stemme, der poetisk, faktuelt og fængende fortæller om hans oplevelser fra første til sidste umenneskelige hændelse. Med mangel på franske evner og ved lyden af hans nærværende stemme, ærgrer man sig over at være nødsaget til at rette blikket mod de engelske undertekster.

I starten skal man vænne sig til tanken om, at disse kantede lerfigurer optræder som hovedpersonerne i en så ubehagelig fortælling. Men der går ikke lang tid, før man kan se bort fra deres mangel på mobilitet. I stedet bidrager figurerne til, at man som beskuer får en frihed til selv at kunne konstruerer billederne af hans oplevelser. Panh udnytter den kreative frihed, han har givet sig selv ved selv at skabe lerfigurerne fra bunden. Det gør, at hans historie føles ægte, nærværende og utrolig personlig.

På samme vis som Ari Folmans animerede dokumentar Walts with Balzhir om Folmans selv samme søgen efter mistede erindringer som soldat i Libanon-krigen, har Panh gennem sin helt egen originale fortællerform distanceret sig fra et massemord, hvilket i sidste ende gør, at man kommer endnu tættere på den individuelle mands oplevelse.

The Missing Picture udfylder det tomrum, der er opstået efter manglen på billeder, som beviser de forfærdeligheder, der skete dengang. Det mærkes hvor vigtig denne film har været for Panh at lave, og at processen for ham har hjulpet ham med at bearbejde alt den ondskab, der har forfulgt ham lige siden. En tid af grusomheder han i ensomhed har været efterladt med. Filmen peger ikke fingre og opsøger heller ikke medlidenhed. I stedet er den en visuel smuk og ærlig skildring om en mands forfærdelige oplevelser, og om dengang en ideologi overtog magten, hvilket førte til udryddelse og ødelæggelse.