Passengers

J-Law og Chris Pratt får et lynkursus i rumskibsreparation af Laurence Fishburne, så de slipper for at spekulere på de dilemmaer, der kunne have gjort ‘Passengers’ til en interessant film.

Sjældent har jeg været så forelsket i en films grundpræmis. Mand vågner 90 år for tidligt på et rumskib på vej til en fjern koloni. Han er helt alene og uden mulighed for at komme tilbage til sin bevidstløse tilstand. Skal han bruge resten af sine dage på at være alene eller vække en anden og dermed totalt forandre hendes liv?

Jeg troede det var sådan ‘Passengers’ skulle underholde mig. Med etiske dilemmaer. Med tunge overvejelser om ensomhed og hvad der egentlig konstituerer et godt menneskeliv. Imidlertid skulle det vise sig, at taglinen ”Der er en grund til at de vågner” ikke bare er der for sjov. Der er rent faktisk en slags grund. For vi kunne jo ikke bare få en historie om uendelig uretfærdighed – sådan fungerer det ikke i Hollywood.

Verdens uheldigste mand
Den intergalaktiske luksusliner Avalon støder ind i en meteor og et eller andet går galt. Hvorfor kun en enkelt dvalekapsel ud af over 5000 går i stykker, melder historien imidlertid ikke noget om. For Jim Preston (Chris Pratt) er det også lige meget. Det er nemlig ham der vågner.

Den første del af filmen er klart den mest velfungerende. Her bruges der nemlig tid på med lige dele humor og tragedie at undersøge ensomhed. Næsten poetisk fortælles hans desperation og senere apati i montager. For hvilke stadier går en mand igennem, mens han først tror han kan løse problemet og senere indser, at der ikke er nogen vej ud?

Han begynder til sidst at skæve til de andre suspenderede. En af dem er særligt smuk. Det lidt suspekte i at forelske sig i en sovende kvinde afmonteres til dels af, at alle passagerer har deres egen omfattende videopræsentation. Hun hedder imidlertid Aurora ligesom Disneys Tornerose, så referencen er nok med vilje.

Jim begynder nu en kamp med sig selv. Den taber han imidlertid og finder derfor værktøjet frem. Han får det selvfølgelig pakket væk i tide, men inden da har han vækket Aurora (Jennifer Lawrence). Han bilder hende ind, at hendes kapsel også har en teknisk fejl og snart sker der det, der nu engang gør, når to attraktive mennesker er alene i rummet. Hvor længe kan Jim holde på sin hemmelighed?

Brændt fisk og svømmetøj
Så er der en historie med nogle tekniske problemer og Laurence Fishburne. Det er egentlig uendeligt uinteressant i forhold til historien mellem to mennesker, hvor den ene har forelsket sig i den anden i den tro, at de begge er ramt af sort uheld. Alt sammen er det pænt, veludført og poleret præsenteret. Der er smukke billeder af rumvandringer, skibets funktioner er fint tænkt og jeg vil vanvittigt gerne have fat på Auroras futuristiske badedragt. Intet af det kan dog ikke ændre på, at det føles som om man har brugt energien på ild og computerproblemer, når det måske var mere interessant at undersøge til bunds, hvad de to mennesker skal gøre med hinanden og evigheden.

Der var potentiale til et godt lille rumdrama. I stedet får man J-Law, F-Lau og nogle eksplosioner. Det er selvfølgelig på alle måder irriterende med anmeldere, der kloger sig på, hvad en film kunne være blevet. For det vil jeg gerne sige undskyld. Skønt der er en grund til at Jim og Aurora vågner, kan det dog være svært at se pointen med at holde sig selv ude af dvalen under ‘Passengers’ sidste halvdel.