The reports on Sarah and Saleem -

Visse drifter er almenmenneskelige på tværs af religion, kultur, sprog og geografi – for eksempel hed elskov på en madras af croissanter i lastrummet af en gruppe A varevogn.

Muayad Alayan er en palæstinensisk instruktør, der har været med til at starte PalCine Productions, et produktionsselskab med fokus på at skabe film i Palæstina af og om Palæstinensere. ’The reports on Sarah and Saleem’ repræsenterer instruktørens og selskabets seneste skud på stammen, og er unik ved at have flere Israelske skuespiller på rollelisten, men ingen Israelsk finansiel opbakning bag produktionen.

Boller i bagagerummet
Sarah er israeler og driver en café i den vestlige del af det opdelte Jerusalem. Hendes mand er officer i den Israelske hær, og ægteskabet til ham slår knuder mens caféen er lukningstruet.

I Østjerusalem, den palæstinensiske del, har Saleem sine egne problemer. Hans arbejde med at levere bagværk til den vestlige del er for dårligt betalt, og han er sammen med sin kone Bisan, tvunget til at bo hos hendes familie. Saleem føler sig umandiggjort over ikke at kunne brødføde hans livs kærlighed og kommende barn.

De to skæbners veje mødes, når Saleem leverer brød til Sarahs café; de sammenflettes, da de indleder en hed affære bag i Saleems varevogn.

Landsforræder søger kærlighed
Hovedpersonernes sidespring er på overfladen kun en forbrydelse mod deres respektive partnere – den slags forståelig virkelighedsflugt, livets absurditet kan forføre det fejlbarlig menneske til at forfølge. Det burde i en retfærdig verden ikke kunne afstedkomme andet end parforholdskrise, sat til det omkringliggende samfunds uinteresserede skuldertræk.

Ikke i Jerusalem.

Israel/Palæstina-konflikten hænger over byen som en enorm, sort sky. Det private menneske kan ikke frasige sig de sociopolitiske konflikter, der omgiver det – henholdsvis den palæstinensiske og den israelske efterretningstjeneste får færden af Saleem og Sarahs affære; det omkringliggende samfund har ikke tænkt sig at lade fraternisering med fjenden gå ustraffet.

Jeg er betaget af præmissen. Den altomsluttende politiske konflikt forpester alt omkring sig. Selv de uskyldige, almenmenneskelige følelser og drifter, vi alle har tilfælles. Hovedpersonernes forhold er en effektiv metode til at undersøge Israelske/palæstinensiske livsvilkår og gensidige opfattelser.

Kedsomhedens tunge åg
Ideen bag filmen er altså stærk, desværre halter udførslen. De to timer og et kvarter den varer, snegler sig ofte afsted. Hovedkonflikten, der indebærer det israelske politis anholdelse af Saleem på et falsk grundlag, er alt for lang tid om at blive sat op. De ulige livsvilkår for, og magtforhold imellem, israelske Sarah og Palæstinensiske Saleem, er også for åbenlyse til at nødvendiggøre den kedsommelige dvælen, filmen konstant behandler dem med.

Det langsomme tempo bliver rigtigt problematisk i filmens sidste del, hvor fortællingens indviklede konflikt skal løses alt, alt for hurtigt, hvilket medfører at nogle karakterer pludseligt handler meget irrationelt og utroværdigt.

Skuespillets medrivende velsignelse
At manuskriptet er fejlbehæftet, kan dog heldigvis ikke ændrer ved, at ’The reports on Sarah and Saleem’ byder på nogle fortinnelige skuespilpræstationer! Adeeb Safadi som Saleem og Maisa Abd Elhadi som Bisan udgør et meget troværdigt ægtepar, begge mestrer hele følelsesregisteret med legende lethed. Sarah bringes i ligeså høj grad til live af Sivane Kretchner. Hun rammer den ulidelige, småborgerlige middelklasse(a)moral lige i røven. Den kommer til syne, efterhånden som hendes karakter tvinges til at forholde sig til sine egne privilegier, og konfronteres med Saleems svimlende skrøbelige livsvilkår til sammenligning.

’The reports on Sarah and Saleem’ er en af den slags film, jeg gerne vil elske, men desværre langt fra gør det. Tempoproblemer og kedsomhed til trods, så gør såvel skuespillet som budskabet dog trods alt, at jeg stadig ikke ville have været oplevelsen foruden.