Et stærkt cast af unge, britiske talenter giver et yderst ubehageligt bud på overklassens korruption og forfængelighed. Lone Scherfigs nyeste film er charmerende, skræmmende og til tider decideret ulækker. Det er ikke en hyggetur i biografen, men en velskrevet og interessant film, der stadig sidder i én, efter man har forladt salens mørke.
Filmen åbner en anelse svagt med en klodset scene fra 1700-tallets Oxford, hvor den notoriske ’Lord Ryot’ omkommer under uheldige omstændigheder, der involverer en kvinde, en jaloux ægtemand og et sværd. I hans ære oprettes the Riot Club, hvis medlemmer gør en dyd ud af at tage for sig af alle livets glæder.
Men filmen kommer sig hurtigt, da den vender tilbage til nutiden, og vi møder de to unge mænd, Alastair (Sam Claflin) og Miles (Max Irons) på deres første dag på Oxford Universitet. De to er diametrale modsætninger, men fra det samme overklassemiljø. Alastair er indadvendt og kvalt af sin storebrors succes, mens Miles er nysgerrig, udadvendt og ivrig efter alt, hvad universitetslivet har at byde på.
Dessert or pudding
Mens the Riot Club leder efter nye medlemmer, der er klubben værdig, indleder Miles et forhold til en ’commoner’ Lauren. Klasseforskellen mellem de to starter som et sjovt samtaleemne – bogstavlige forskelle i deres sprog (’dessert’ eller ’pudding’) bliver hurtigt til en dybere og mere alvorlig kløft mellem dem.
Da både Miles og Alastair optages i the Riot Club kaster Alastair sig helhjertet ind i det, mens Miles forsøger at holde fast i både det traditionsfyldte klubliv og hverdagen med Lauren. De to verdner kulminere i en lille landpub, hvor the Riot Club skal holde en stor middag. Alle moraler bliver lagt ved døren og de ti unge mænd eksploderer i en aften med alkohol, stoffer og hvad end, man ellers kan kommer på af udskejelser.
Posh
Filmen er skrevet af Laura Wade og bygger på hendes eget teaterstykke ’Posh’. Historien er inspireret af den ægte Bullingdon Club, der i århundreder har haft et blakket ry og utallige magtfulde mænd som medlemmer. Historien er dog fiktion, som det påpeges af castet i diverse interviews.
’The Riot Club’ udpensler de ekstravagante og hovedløse handlinger med både humor, ærlighed og dysterhed. Især starten af filmen har søde og komiske øjeblikke, og selv efter af filmen slår over i en noget mere alvorlig tone, tog jeg mig selv i at klukke et par gange.
Provokerende underholdning
Skuespillerne gør det godt, både når de portrætterer det tilbagelænede snobberi, og når de sættes i ekstreme situationer. Især Max Irons som Miles presses og leverer en rigtig god præstation. Sam Claflin ses her i en noget anderledes rolle, end han tidligere har haft. Væk er naiviteten fra ’Pirates of the Caribbean: On Stranger Tides’ og det påtagede ego fra ’The Hunger Games: Catching Fire’. Hans karakter Alastair dømmes først som indelukket, måske endda akavet, men viser sig at være filmens klart mørkeste karakter. Noget inden i ham syder, og han er den største bidrager til den sprængfarlige stemning, der gennemsyrer filmens anden akt.
’The Riot Club’ kommer langt omkring på følelsesregisteret, og man forlader biografen underholdt, rørt og foruroliget. Den kan til tider være så kompromisløst ubehagelig, at det uden tvivl vil støde nogle publikummer. Den stiller alle de moralske spørgsmål, men giver ingen af svarene. Så hvis du vil underholdes og provokeres, så er Scherfigs film uden tvivl værd at se.
PS: Trailer Alert
Hvis du har noget som helst ønske om at se denne film, så hold dig fra traileren (hvis du kan undgå den). Den viser håbløst meget af filmen efter min mening og er bare endnu et kedeligt indslag fra det kommercielle trailer-maskineri.