Forbilledlig musikalsk roadmovie om en af de helt store rockmastodonters triumftog gennem Latinamerika med endestation i Cuba, Havanna foran 1,2 millioner mennesker.
Da The Rolling Stones gav koncert i Cuba, Havanna i foråret 2016, var det første gang nogensinde at bandet optrådte i Cuba. Paul Dugdale, der ved flere lejligheder har lavet filmprojekter om rullestenene fulgte dem på deres latinamerikanske odyssé, som byder på alt fra elektriske koncertoptagelser foran hundredetusindvis af vilde latinamerikanerne, hektiske forhandlinger om en koncert i Cuba og sidst men ikke mindst en masse herlige anekdoter og minder om bandets lange og attråværdige karriere.
På og bag scenen
Gennem bandets tur møder vi de argentinske rolingas, som dyrker musikken på en nærmest kultisk vis. I Uruguay besøger hele bandet en trommespillende familie de jammer med. I Brasilien kommer Mick Jagger og Keith Richards i tanke om dengang de skrev ’Honky Tonk Woman’ på en ranch udenfor Sao Paolo og Ronnie Woods besøger en lokalkunstner som han maler med. Filmen byder konstant på disse små historier om bandets popularitet, men også om drengene på et mere personligt plan. Den er derudover proppet med lækre koncertoptagelser fra klassikere som ’Sympathy for the Devil’, ’Paint it Black og ’(I can’t get no) Satisfaction’. Dette melange af koncertoptagelser og mere private optagelser skaber en perfekt balancegang mellem bandet på og bag scenen.
It’s only Rock’n’roll but I like it
Keith Richards fortæller på filosofisk vis at når man forbyder noget, så starter man en bevægelse. Det er lige netop hvad der skete i Latinamerika. Fordi hvordan stopper man egentlig Rock’n’roll? Det kan man ikke. For selvom filmen i sig selv ikke er eksperimenterende i sin form, har den alligevel et meget tydeligt budskab. Bandet snakket om deres forhold til Latinamerika, hvor deres musik igennem årtier har været ulovlig og hvordan det er at optræde her. Mick Jagger fortæller om deres første koncert i 90’erne i Argentina, og hvordan det at være i Latinamerika minder dem om de gode gamle 60’ere. Hele filmen igennem følger vi de svære forhandlinger om en koncert i Cuba, som både Barack Obama og Paven blander sig i.
Helstøbt oplevelse
Musikdokumentaren som form er blevet udforsket på mange forskellige måder af folk som Nick Cave i form af eksperimentering med film og musik, og Arcade Fires lommefilosoferende monologer på lærredet. Behøves al ting at pakkes ind i nye former og eksperimenter? Bestemt ikke. Hvis man formår at levere et helstøbt projekt der er godt fortalt, så behøves det ikke nødvendigvis at være nyskabende hele tiden. Helstøbt er netop hvad denne film er.
Hvis man ikke allerede holder af The Rolling Stones, så er det svært ikke at gøre efter denne yderst sympatiske roadmovie, hvor vi bliver klogere på bandet som enhed, men også på deres betydning. Jeg læste for nogle uger siden en vittig kommentar om, at vi skal passe godt på den verden vi efterlader til Keith Richards. Underforstået at manden aldrig dør. Han ligner bestemt heller ikke en der har tænkt sig at slukke for elguitaren foreløbig, selvom at han snart runder de 73.