The Shape of Water

Den vådeste drøm du længe kommer til at se på film.

Guillermo del Toros (’Hellboy’, ’Pans Labyrint’) kærlighed til monstre gennemsyrer hans 13 gange oscarnominerede mesterværk. ’The Shape of Water’ er ikke blot en hyldest til 50’ernes ”creature features”, men en klassisk kærlighedsfortælling imellem en kvinde og et søuhyre.

Elisa (Sally Hawkins) starter sin dag, når alle andre er gået i seng. Hun koger æg til madpakken, imens hun onanerer i sit badekar. Hver nat pendler hun til sit job som rengøringsdame på et tophemmeligt og statsstyret laboratorie. Selv om Elisa er en stum og introvært kvinde, fyldes hendes hverdag med charmerende karakterer som hendes nabo Giles (Richard Jenkins), en håbefuld og aldrende reklamekunstner der bor med sine mange katte og hendes kollega Zelda (Octavia Spencer), der er et hjertevarmt sludrechatol. To venskaber som viser sig at have afgørende betydning.

Det er 1962 og koldkrigsspændingen er i luften. Amerikanerne er villige til at gøre alt for at positionere sig bedre end russerne. Noget et søuhyre (Doug Jones) muligvis kan hjælpe med, som ankommer til anlægget. Uhyret ankommer til anlægget ledsaget af den nådesløse agent Strickland (Michael Shannon), der holder det i lænker og på plads med sin knippel. De fleste af de mange videnskabsmænd møder monsteret med frygt. Elisa fascineres derimod og føler straks empati med det menneskelignede søuhyre – senere føler hun endda begær.

Mere under overfladen
Elisa finder ud af, at uhyret kan lide hendes hårdkogte æg. De lytter til gamle plader sammen, og hun lærer langsomt at kommunikere med ham på tegnsprog. At forelske sig i et væsen der agerer dyrisk og er i stand til at bide fingrene af Strickland og spise en kat, grænser sig til det bizarre. Men bliver det aldrig helt. Forelskelsen retfærdiggøres igennem sukkersød romance, for de forstår hinanden grundet deres mange ligheder, hvilket fortælles gennem våde kærlighedsscener. Med det sagt byder filmen også på en række klichéer.

For selvfølgelig er der også en skurk. Komplementeret af Shannons benede ansigt og dræberøjne, er Agent Strickland en manisk all-American, der ikke ser monsteret som andet end stridende imod naturens orden.

Det ligner et klassisk eventyr og det er det næsten også. Men der gemmes på mere. Udover kærlighedshistorien er der en række skarpe sideplots, som berør temaer som homofobi og racediskrimination. Del Toro vil fortælle meget, og heldigvis taber han aldrig tråden. Uden selv at sige for meget, bliver det actionfyldt og politisk, da Elisa befinder sig selv mellem russere og patriotiske amerikanere. Og med aner til gamle musicals klinger det fremragende i Oscar regi.

Vand bliver forenet med billede
Det er som om, at hele filmrullen har været dyppet i sumpvand. I sin lækre 60’er retro æstetik er billederne badet i blågrønne nuancer. Ned til mindste detalje er det gennemtænkt og gennemarbejdet, om det er den neongrønne farve på geléen i Giles reklamekunstværk eller Stricklands spritnye Cadillac i petroleumsblå. Filmens visuelle udtryk er en overdådig oplevelse i egen ret og giver det i forvejen fantastiske univers et poetisk touch.

Guillermo del Toros kærlighedshistorie er en kommende klassiker. Filmen er Hollywood’sk og måske er eventyret en anelse skabelonskåret, men indholdet i selve skabelonen er flydende og skubber til grænser for det vante. ’The Shape of Water’ er en velfortalt og billedskøn kærlighedserklæring til monstre, der fortjener topkarakter.

Foto: Nordisk Film