The Trip to Spain

stjerner4

af Claus Nygaard Petersen
31. august 2017

Mad, parodier og smukke scenarier er igen hovedingredienserne, når Coogan, Brydon og Winterbottom tager på en ny smuttur. Denne gang står Spanien, Orwell og Jagger for skud, og igen er det en fornøjelse.

Det kræver noget helt særligt, at holde dampen oppe i en filmserie. Hvad der i den første virkede som et friskt pust, kan i de senere film komme til at fremstå kedeligt. Vi har set det før.

Kunne man præcist svare hvad det særlige er, ville man blive meget rig. Der findes ikke dog noget universelt svar.

Men det gør bestemt ikke noget, hvis man har en karismatisk hovedrolle eller to. Ganske som her, hvor der måske ikke er det dybeste plot, men kemien imellem personerne på lærredet gør, at man tilgiver det.

Kemi er der i den grad mellem Steve Coogan og Rob Brydon. For tredje gang begiver de to venner sig ud på en rejse under påskud af at anmelde diverse restauranter. Familiefaren Brydon er mere end villig til lidt eskapisme og Coogan vil bruge turen som inspiration til et litterært mesterværk. Han er jo trods alt Oscarnomineret manuskriptforfatter, så det burde være en smal sag.

En let anretning
Det er imponerende, hvor nemt dygtige folk kan få svære ting til at se ud. Brydon og Coogan er verdensklasse improvisatorer, og det får de lov til at vise. Som i de tidligere inkarnationer arbejdes der uden et decideret manuskript.

I stedet har instruktør Michael Winterbottom selv rejst Spanien tyndt og fundet ruten, samt lavet lidt løs karakterhistorie i samarbejde med de to herrer. Udover det får de ellers lov til fri leg foran kameraet. Det udnytter de så også til fulde.

Filmen er bedst når Coogan og Brydon bare sidder og joker. Deres verbale pingpong er uovertruffen, og man kan keder sig på intet tidspunkt. De spiller en karikeret version af dem selv, så derfor er Coogan er anelse mere snobbet og Brydon mere jordnær. Det fungerer godt, især fordi det ikke bliver decideret plat.

Vidste du, kære læser, for resten at Coogan var Oscarnomineret for ’Philomena’?

Hvis ikke, så kan du ikke være i tvivl efter at have set den her tur. Coogan gør selv opmærksom på det flere gange, og Brydon forsømmer ikke muligheden for at joke med det. Som regel med succes, men en enkelt gang falder den til jorden. Den bedste og skarpeste vittighed indeholder en katolsk nonne, Judi Dench og mere skal ikke røbes her. Det skal opleves.

En lidt klumpet gryderet
’The Trip to Spain’ er et sammenklip af tv-serien af samme navn ganske som den forrige film, ’The Trip to Italy’, var det. At skulle klippe knap 168 minutters tv ned til 106 minutter, er ikke den nemmeste opgave. Der kommer uundgåeligt til at ryge et guldkorn eller to i klipningen. Det føles også sådan her.

De første 2/3 dele er vidunderligt underholdende. Den sidste tredjedel halter dog. Det er ikke helt så sjovt. Der bliver skruet ned på de humoristiske udvekslinger, og det virker som om det improvisatoriske bliver sat lidt i behold. I stedet ligner det en mere traditionel film, og her bliver det noget fladt.

På trods af det, så er filmen et skønt bekendtskab.

Kemien mellem Steve Coogan og Rob Brydon er fænomenal. Deres imitationer af diverse kendte er mange gange spot on. Især er den tilbagevendende imitation af Michael Caine en fornøjelse udover det sædvanlige. Det samme gælder deres konstante forsøg på at få den anden til at grine. Det er god underholdning og nogle gange, er det også nok i sig selv.