The Two Popes: To paver på taget er bedre end en i hånden

Hvad vil den nye Netflix-film mig: Være et humoristisk eller seriøst portræt af det mest magtfuldt religiøse embede, der har været i modvind de seneste år? Til trods for fortrinligt skuespil finder den aldrig rigtigt sit udtryk i skildringen af den nuværende og foregående pave.

Har du hørt den om de to kardinaler, der mødes på toilettet? I en scene i Netflixfilmen ’The Two Popes’ støder to af slagsen ind i hinanden på et toilet i Vatikanstaten, hvor de er samlede for at vælge den nye pave efter den nyligt afdøde Johannes Paul den Anden.

Den ene er kardinal Ratzinger, spillet af Anthony Hopkins. Han er dybt konservativ og har magtambitioner. Den anden er den noget yngre Jorge Mario Bergoglio (Jonathan Pryce) fra Argentina, der nynner en melodi, mens han vasker sine hænder. Hvilken hymne er det, spørger Ratzinger undrende på latin. Dancing Queen, svarer Jorge, den med ABBA!

Historien, der baserer sig på virkelige hændelser, skildrer de to ulige mænds livtag med kirkens rolle i et stigende sekulært samfund. De er begge højtplacerede i i troens hierarki, men med vidt forskellige værdier. Scenen illustrerer de to syn på kirkens orden, hvis sammenstød er den centrale konflikt i filmen.

Da Ratzinger bliver valgt som den nye pave, viser det sig nemlig hurtigt, at han med sin kantede personlighed er en dårlig åndelig leder. Ligene i kirkens last begynder at vælte ud af skabene, og da paven står i en PR-skandale af bibelske dimensioner, hidkalder han kardinal Jorge.

Den argentinske kardinal er reformator, danser tango og bliver venner med høj som lav. Gennem hans blik ser vi de katolske ritualer med ABBA som baggrundsmusik. Jonathan Pryce’s Jorge er en noget mere sympatisk karakter end den fanatiske High Sparrow fra Game of Thrones, som han ellers kendt for at portrættere.

Religiøs rodebunke
Generelt er der foretaget en del stilistiske valg i ’The Two Popes’, som aldrig helt samler sig til en syntese. Der er sorthvide flashback fra fortiden, der går over i farve, der er humor og derefter alvorlig dialog som i en samtalefilm. Det gør mig i tvivl om, hvilken kontrakt jeg har indgået med den.

Derfor blev jeg også overrasket, da tårerne pludselig trillede ned ad kinderne på mig mod slutningen af filmen. Det lykkedes for de to dygtige skuespillere at portrættere to mænd, der trods alt ikke besidder guddommelig ufejlbarlighed, men tværtimod er menneskelige med følelser af ensomhed, mindreværd og anger.

Filmen konkluderer i sidste ende, at religiøse institutioner stadig har en berettigelse i vores verden. Dét til trods for de seriøse skandaler, den katolske kirke har været involveret i, og som aktuelle ’Gud være lovet’ skildrer. Denne film tegner den nuværende pave som en tiltrængt fornyer af institutionen og dens opgave at sætte fokus på næstekærlighed i lyset af humanitære katastrofer.

Pavedømmet har stadig enorm betydning verden over, og pavens holdninger til emner som homoseksualitet og abort danner præcedens. Jeg synes, der er grund til at være på vagt overfor forsøget på at male himmerigsglans omkring en mand som Pave Frans. Set med danske øjne er Frans ikke så liberal, som filmen gerne vil gøre ham til.

Som kritisk blik på religionens rolle i dag falder filmen til jorden, men som personbåret fiktion om magtfulde mænds mindreværd løfter den sig takket være overbevisende skuespil.