The Wailing

cp: Side Mirror

Har du nogensinde set en overnaturlig sydkoreansk zombie-horror-splatter-thriller-komedie-gyserfilm? Hvis ikke, så har du chancen nu. Skynd dig ind at se ’The Wailing’!

I den lille sydkoreanske flække Goksung begynder en sær epidemi at hærge, og det ene besynderlige mord afløser det andet i en række af bizarre hændelser, som ikke kender sit lige på disse kanter. Den noget apatiske politibetjent Jon-Goo sættes på sagen og alle byens øjne er rettet mod den noget mystiske japaner, som har slået sig ned ved floden. Pudsigt nok samtidig med at disse aparte hændelser begynder at finde sted.

Da den uduelige betjents egen datter bliver ramt af epidemien ser han ingen anden udvej end at alliere sig med en særdeles velklædt shaman i jagten på at stoppe al den ondskab, der hersker i det ellers så fredelige miljø.

Outreret gearskifte i høj klasse
Filmens instruktør Na Hong-Jin er den næste i rækken af sydkoreanske instruktører, der er værd at holde øje med og ’The Wailing’ gør sit for, at han nok skal blive et endnu større navn. Filmens præmis er i sig selv simpel nok. Mystiske mord i en landsby, en mystisk tilflytter, som tilsyneladnede udfører en form for heksekunst og en knap så mystisk helt, der skal opklare hele balladen. Præmissen er ligetil, men det er udførelsen heraf der gør ’The Wailing’ ekstra medrivende. Na Hong-Jin formår at blande stort set alle genrer sammen i en kæmpe pærevælling, der er svær at orientere sig i og man bliver hurtigt fanget af den ekstremt effektfulde film.

Der er masser af blod på ofrene, ekstremt høj musik under en djævleuddrivelse/sværddans og det ser ud til at det konstant er uvejr i den lille landsby med regnbyer og torden af bibelske dimensioner. Alle disse effekter er med til at understrege filmens outrerede look, som er svær ikke at blive blændet af. Det er to en halv times tour de force i effekter og virkemidler, som man ikke kan andet end at fryde sig over. Selvom filmen fremstår som en art gyser, så kan man heller ikke lade være med at grine over de bizarre situationer der udspiller sig. Hvilket i sig selv kan virke bizart.

En mand kommer til byen
Udover filmens vanvittig effektfulde sprog, er der naturligvis også en handling der skal holdes øje med. Det er den klassiske fortælling om en mand, der kommer til en by og hans ankomst afføder tilsyneladende alle disse optrin. Men er det altid så simpelt som det ser ud, eller er der en større helhed? I dette univers hvor det overnaturlige tilsyneladende hersker kan man ikke udelukke noget som helst. Man må bare se om man kan følge med!

Formidabel underholdning
Hvis ’The Wailing’ var et produkt du ikke havde smagt før, men synes det ser noget besynderligt ud på varedeklarationen, så er der ikke andet for end bare at kaste sig ud i det. Nogle gange skal man tage en chance og lade sig rive med. Du vil ikke fortryde det!