Their Finest Hour

stjerner4

af Anna Pandrup
4. maj 2017

Lone Scherfigs krigsdrama er et velkomponeret bombardement af skarpe punchlines og sukkersød romantik. Pænt skåret efter skabelonen er fortællingen konventionel og forudsigelig, men det overskygges hurtigt af filmens britiske charme og solide humor.

Anden Verdenskrig hærger London og maler byen grå af aske. I ønsket om at højne moralen og styrke den nationale stemning sætter den britiske regering en række patriotiske propagandafilm i produktion. Den uerfarne forfatter Catrin Cole (Gemma Arterton) hyres af det britiske ministerium, ’’nogen skal jo skrive kvindepladderet’’ understreger Catrins kommende kollega: En halvfordrukken forfatter ved navn Buckley (Sam Claflin).

Rappe replikker
Catrin finder den gode historie i virkeligheden. Under slaget ved Dunkerque evakuerer to tvillingesøstre en gruppe soldater med deres beskedne fiskekutter. Historien kan for alvor efterleve ministeriets krav om ’’optimisme og autenticitet’’, især når den bliver tilføjet en sød hund og brav amerikaner. Tjept sættes skrivearbejdet med Buckley og optagelserne til den patriotiske filmatisering i gang. Blandt brogede filmmænd kæmper Catrin for at få respekt og sætte et feminint præg på fortællingen, men det sker ikke uden forhindringer og en bittersød forelskelse.

Som en klassisk screwball-komedie er dynamikken blandt Catrin og hendes charmerende skrive-kompagnon Buckley knivskarp og hamrende intens. Den ene rappe replik udveksles efter den anden. Og selvom Buckley er sarkastisk og rapkæftet, er han svær ikke at falde for. Den mand der for alvor stjæler rampelyset er dog Bill Nighy i rollen som Ambrose Hillard. En pompøs, aldrende skuespiller der ikke vil erkende at hans stjernestatus er falmende. Det falder heller ikke i god jord, at hans rolle i filmen er en fordrukken onkel, der dør halvejs gennem fortællingen. Nighys charme, groovy kropssprog og komiske timing rammer plet lige der hvor fortællingen mangler et komisk afbræk.

Overspillet romantik
Mens man underholdes af de velskrevne replikker og charmerende karakterer, der har talegaverne i orden, overmandes man af følsomme strygere. På stranden om natten i måneskin og med brusende bølger i baggrunden, udpensles det i den grad, hvad filmen vil have tilskueren til at føle. Filmen er en klassisk romcom og det bliver til tider lige lovlig sukkersødt og en anelse forceret.

Selvom filmen er medrivende, morsom og charmerende, glemmes krigens tilstedeværelse ikke. Fortællingen udnytter krigens kyniske logik og man kan aldrig være sikker på hvem der er i live næste dag. Men alligevel formår filmen ikke at overraske. Karakterernes motiver og skæbner er som vi forventer de skal være. Det er pænt og stuerent – derfor også banalt.

Ak, når man først er blevet forført af den britiske charme, er filmen to timers velskrevet hjertevarm underholdning. ’Their Finest Hour’ hylder filmens kunstneriske status og rolle som en samlende patriotisk kraft. Komedien formår heldigvis at balancere mellem krigens modbydeligheder og en skarp humoristisk sans.