Think Like a Man Too

I ’Think Like a Man Too’ vender gruppen fra ’Think Like a Man’ tilbage. Selvom et par år et gået, siden vi forlod dem, er alle parrene forsat sammen – udover lige Cedric (Kevin Hart), der tydeligvis har behov for en alene-weekend uden sin kone Gail. Michael (Terrence Jenkins) og Candace (Regina Hall) skal giftes, og dette skal, i ærkeamerikansk stil, selvfølgelig foregå i Las Vegas. I filmen ser vi, hvordan vennegrupperne klarer både polterabend og brylluppet, når de udsættes for alverdens drama, komiske situationer og syndige fristelser.

Filmen er, som nævnt, en opfølger til den oprindelige ’Think Like a Man’, hvor kvinderne skal lære at tænke som mænd for at styre dem. Denne oprindelige plottanke har man fjernet fra toeren, der blot er en forsættelse af parrenes liv med dertilhørende komplekser. Som det er med etteren, er det med toeren, Kevin Hart er underholdende i rollen som Cedric, der ikke kan udstå sin kone og vil leve det vilde liv i Las Vegas, og Kevin Hart er desværre det eneste egentlige lyspunkt i denne film. Hvor ’Think Like a man’ havde sine nogenlunde sider og portrætterede en række parforholdsdilemmaer på en underholde måde og med en række skarpe dialoger, falder toeren fuldstændig til jorden med plat humor og forudsigelighed.

Alt i alt fremstår ’Think Like a Man Too’ hektisk, klichéfyldt og til tider virker den som en dårlig kopi af ’Tømmermænd i Vegas’. Et ordsprog siger at ”hvad der sker i Vegas, bliver i Vegas”, desværre må man konstatere at denne film slap ud.