Tilbage til Montauk

stjerner4

af Marie Beenfeldt
8. december 2017

Det klassiske trekantsdrama belyses i en velfungerende og sofistikeret fortælling med den prisbelønnede instruktør Volker Schlöndorff i spidsen.

Selvom det er over 35 år siden Schlöndorff vandt en oscar for krigsdramaet ’Bliktrommen’, beviser han sit værd i filmbranchen med det seneste værk. Udtryk og indhold komplimenterer hinanden og skaber symbiose i ’Tilbage til Montauk’, der er dedikeret til forfatteren Max Frisch.

I filmen er den europæiske forfatter Max Zorn (Stellan Skarsgård) taget til New York i forbindelse med sin nye bogudgivelse. Her genforenes han med sin yngre kone Clara (Susanne Wolff), der har tilegnet det sidste halve år af sit liv på at arrangere en bogturné for sin mand. For Max vækker New York minder frem om den kærlighedsaffære, som bogen bl.a. omhandler, og han opsøger sin gamle flamme Rebecca (Nina Hoss).

Trekantsdrama i baggrunden
Hvis man forventer, at ’Return to Montauk’ indeholder en dramatisk og storladen kærlighed, sådan som de fleste trekantsforhold fremstilles, bliver man skuffet. Det er andre elementer, der fokuseres på – og derfor bliver filmen heldigvis ikke endnu en forudsigelig romance.

Montauk er dét sted Max og Rebeccas kærlighedsaffære udfoldede sig for 17 år siden. Da de sammen tager tilbage dertil, optager de uudtalt den gamle relation. Følelserne får frit løb og udfolder sig hjerteskærende i de brusende bølger og den omskiftelige vind. Sandet, de lyseblå farver og det isolerede miljø virker befriende for Max, men omklamrende på Rebecca. Noget har forandret hende, og han står uforstående overfor denne ændring.

Den følelse Max får, da han er i New York, er impulsiv og uigennemtrængelig. Han skjuler ikke sin begejstring for Rebecca, og tøver ikke med ægteskabsbrud, men det bliver ikke relevant for plottet. De to kvinder møder aldrig hinanden, og den store konfrontation kommer heller ikke – til filmens fordel. Max, der ellers bor i Berlin til dagligt, trives ikke i den konventionelle forfatterrolle han konfronteres med i New York. Modsat Clara, der synes skræddersyet til byens rå udtryk, skiller Max sig ud med sin alder og intuitive adfærd, der skader hans karriere og tætteste forhold.

Den fortabte søn
Skarsgård spiller overbevisende i rollen som den ureflekterede forfatter, der forfølger en idylliseret drøm. I filmens begyndelse fortæller Max en historie om sin fars arrogance, der stadig plager ham. Men fordi han fortæller anekdoten gentagende gange til de samme personer, mister den sin klang. I stedet kommer der fokus på Max’ person.

Gennem trekantsdramaet ekspliciteres forfatterens identitet yderligere, og dét bliver derfor også filmens bærende virkemiddel. Han forlader kvinderne i sit liv uden at se sig tilbage, og de er passive objekter i hans fortælling.

Det kunne have være interessant hvis Max’ perspektiv på kvinder blev udfordret. I stedet underbygger filmen hans syn, og ender derfor også med at undergrave Rebeccas karakter. Ikke desto mindre er ’Tilbage til Montauk’ en veludført film, som viser, at den simple fortælling kan fungere fremragende, når alle delelementer sammensættes på den rigtige måde.

Foto tilhører kino.dk