Trods dødslængsel genoplives ’Familien Addams’ med stor bravur

Copyright: Metro-Goldwyn-Mayer Pictures Inc.

Den okkulte familie, der dyrker det mørke og modbydelige, er vendt tilbage for fjerde gang på det store lærred. Altid gældende temaer, moderne teknologi og makaber (men letbenet) humor gør genfødslen til en stor fornøjelse.

Familien Addams passer ikke ind. Sådan har det altid været, og sådan er det også i 2019. Familien, der har mor og far i front, den mørke, slimline gudinde Morticia og runde Gomez i jakkesæt bor i en villa på toppen af en tåget bakke. Det viser sig dog, at en strømlinet forstadsby a la Wisteria Lane er dukket op for enden af bakken. Hvad gør familien for at imødekomme deres nye naboer

Vred hob – nu med fakkel-app
Datteren Wednesday er en ledende figur i filmen. Hun er nysgerrig på folkene i byen og får derfor involveret Addams-familien i livet i forstaden. Det er dog ikke nogen let start for familien trods deres oprigtige interesse for cheerleadere, balloner og byens kaffebar.

Forstadsbeboerne møder familien Addams med skepsis, og det gør de hovedsageligt på grund af tv-vært og grundlægger af byen, Margaux Needler. Igennem sociale medier manipulerer hun dem til at frygte Addams-familien. Beboerne transformeres derfor gradvist til en vred hob bevæbnet med smartphones som fakkel. En klassisk fortælling om frygten for det fremmede udfoldes, dog denne gang krydret med SoMe.

Generelt fylder sociale medier meget hos beboerne – der vlogges, kommenteres og likes. Borgerne spejler på den måde samfundet anno 2019, og familien Addams står tilbage som fremmede og mystiske, ikke kun på grund af deres kærlighed til det makabre, men også på grund af deres manglende tilstedeværelse på sociale medier.

Med danske ører
Dedikerede biografgængere foretrækker ofte at se filmen på originalsproget, og sandt nok giver det ofte den mest optimale oplevelse. I denne omgang vil jeg dog slå et slag for den danske dubbing. Særlig skøn er Ditte Hansen som renovationsdamen Margaux Needler med det høje gule hår, store lår og værktøjsbælte om den smalle talje. Vi oplever for første gang karakteren igennem hendes tv-program, der for seeren virker som en form for satire på programmer som ’Fra skrot til slot’ eller ’Nybyggerne’.

Nye tricks i de sorte ærmer?
Vi har set dem i talrige skikkelser – live action, tegnet og animeret. Siden deres tilblivelse i spalterne på The New Yorker i 1938 er Familien Addams ikke døde og borte længe ad gangen. Mest ikonisk er nok den originale serie fra ’64 med Carolyn Jones i rollen som Morticia. Senere kom spillefilmene med Angelica Houston som den mørke kvinde.

Men hvorfor skal familien, der er skabt af tegner Charles Addams, have en makeover nu i 2019? I virkeligheden minder denne version af Addams-familien meget om de forrige. Hvad der giver grobund for en nyfortolkning af familien, er derimod deres omgivelser – nemlig beboerne i forstadsbyen med deres smartphones, frygt for det fremmede og jagt på konformitet.