TV-serier, der mister pusten: ’The Walking Dead’ er et omvandrende lig

Credit: AMC. En af de første zombier/walkers, Rick støder på.

’The Walking Dead’ er en udmærket serie at begynde på i disse tider, men stop, inden den zombieficerer dig

Forestil dig, at du vågner op til en verden, der er blevet vendt på hovedet. En verden, hvor du må være på vagt og holde afstand til alt, der bevæger sig, hvis du ikke vil inficeres. Umuligt at forestille sig, ikke?

Spøg til side, det er den verden, politibetjent Rick Grimes vågner op til efter en kortvarig koma. Civilisationen er bukket under for en zombieapokalypse, og Rick må nu drage ud i sit hospitalstøj i håbet om at genforenes med sin familie. Det er en udmærket præmis for en serie.

Men at se Rick & Co.’s hverdag i denne nye verden mister efterhånden sin charme og bliver hurtigt meget frustrerende. Efter ti sæsoner er serien igen blevet fornyet (suk), men jeg måtte opgive efter otte. Hvorfor holdt jeg fast så længe? Fordi der faktisk er meget i serien, der er positivt.

Hvad der holdt liv i serien
Det er en fornøjelse at se en serie, der i bedste ’Game of Thrones’-stil er iskold, når det kommer til at dræbe vigtige karakterer. En serie om en zombie-apokalypse, hvor man ikke er bange på karakterernes vegne ville ikke være værd at se, så dér er der ramt plet.

Det er også interessant at se forskellige menneskers livsstil og overlevelsesteknikker i denne nye verden. Og så er det meget underholdende at se den britiske skuespiller Andrew Lincoln, som spiller Rick, påtage sig en så overentusiastisk sydstatsaccent, at navnet “Carl” bliver til “Coral”. Men ak, det er ikke nok.

Graaargrgghgh
Fra anden sæson og frem følger serien en rimelig stram formular: I hver sæson er der seks gode afsnit, to fantastiske afsnit og så resten, der ikke kan beskrives bedre end med den lyd, zombierne laver: ”graaargrgghgh…” Med et sæsongennemsnit på cirka 15 afsnit kan man jo selv vurdere, om det er besværet værd.

Det føles alt for ofte som en pligt at se et afsnit. Man når desværre til et punkt, hvor man siger: ”Jeg har investeret så meget af min tid i den her serie, jeg må fortsætte.” Man ser videre, ikke som et menneske, men som en zombie, sulten efter gribende TV.

Tempoet er alt for lavt, og der introduceres alt for mange sidehistorier og -karakterer, som man er ligeglad med. Til sidst må man gøre det ansvarlige og afslutte sit forhold til serien.

”Men hvor meget skal jeg se?
Jeg vil råde dig, kære læser, til at se de første fire sæsoner. Fjerde sæson indeholder fantastiske afsnit, der virkelig taler til det at være menneske i voldsomme situationer. Serien kan virkelig illustrere, hvorfor man af og til må tage svære valg for at overleve. Det er dér, ’The Walking Dead’ er bedst.

Anden sæson er sværest at komme igennem, fordi tempoet virkelig skrues ned. Men det er det værd for at nå til et afsnit i fjerde sæson, som indeholder en lille pige og ordene: ”Just look at the flowers…” Men når den sæson er slut, så løb, som blev du jagtet af en horde af zombier!

Om ikke andet, så se til og med tredje sæson. Så kan du i det mindste forstå, hvordan ’Farjoke-Coral’-memet kom til verden.

Credit: AMC og imgflip.com. Lavet med ’Meme Generator’

Dette er den første artikel i en længere serie på Nosferatu om TV-serier, der mister pusten. I næste artikel i denne serie vil du kunne læse Rikkes tanker om ‘Community’.