Tyrannosaur

Kaster man sig ud i en så befæstet og udforsket genre som socialrealisme, er faren for at falde i den store kliché-fælde ikke at kimse af. Paddy Considine træder dog selvbevidst udenom og skaber med denne imponerende spillefilmsdebut et værk, der uden tvivl kan hamle op med sin genres klassikere.

Scenen er sat i det engelske arbejderkvarter Leeds, hvor sociale tabere dagligt hænger ud på den lokale pub, og hvor hverdagen for de fleste er præget af den ene eller anden slags vold og uroligheder.
Den arbejdsløse enkemand Joseph (Peter Mullan) er underlagt sit ustyrlige temperaments vold og må dagligt ud at finde nogen eller noget at forløse sine voldsomme raseriudbrud på.
En dag, da han atter har rodet sig ud i et opgør, søger han tilflugt i en lokal velgørenhedsbutik, hvor han møder butiksbestyrerinden Hannah (Olivia Colman). Ligesom Joseph er hun et menneske plaget af sorg og store problemer; hun bærer på en grufuld hemmelighed, der viser sig at have paralleller til Josephs fortid. Efterhånden udvikles et særligt bånd mellem dem – et mærkeligt venskab.

Nedtrykkende historier i uskønne omgivelser om sociale taberes triste skæbner er sandsynligvis de flestes associationer til engelsk socialrealisme. Tyrannosaur, som er blevet sammenlignet med værker af pionerer som Ken Loach og Shane Meadows, er på mange måder netop dette: en barsk og sørgelig historie, hvor der absolut ikke holdes igen med brutaliteten i de mange voldsomme scener. Filmen er ikke for sarte sjæle, men følsomheden og nærværet går på ingen måde tabt i mørket.
Joseph, der er opslugt af sine egne problemer og føler sig stemplet af omverdenen, er selv lynhurtig til at dømme Hannah som en ubekymret og magelig kvinde, da han hører, at hun bor i det finere kvarter. Considine graver stille og roligt dybere og afslører, hvordan jobbet i velgørenhedsbutikken og den dybe religiøsitet udgør en slags martyrisk identitet, som Hannah har opbygget for at kunne udholde sin voldelige mands (Eddie Marsan) årelange seksuelle misbrug.

 Tyrannosaur er ikke blot historien om to fortabte mennesker, der finder håb og kærlighed i hinanden, men også historien om det dysfunktionelle forhold, der opstår mellem to så ødelagte mennesker.
Ved et indblik i Josephs fortid kastes der lys over den ved første øjekast noget misvisende titels oprindelse, og der afsløres paralleller til Hannahs tilværelse.

En stor del af filmens styrke ligger i dens karakterfremstilling. På trods af, at tilskueren i sit første møde med Joseph ser ham dræbe sin hund i et aggressionsudbrud, og selv om hans opførsel i de efterfølgende scener på mange måder fremtvinger beskrivelsen af ham som ”en mand som kun en mor kan elske”, kommer man ufrivilligt til at holde af ham. Som handlingen skrider frem, udvikler karakteren sig og bliver mere end blot en fordrukken og aggressiv stakkel.
Ligeledes udviser Hannah, som til at starte med fremkalder en blanding af frustration og medlidenhed ved sin stiltiende martyriske udholdenhed, større kompleksitet og dybde.
Her vil det være passende at indskyde en aldeles nødvendig hyldest af Mullans og Colmans fænomenale skuespil, der er helt uhyggeligt autentisk. Også Eddie Marsan gør med sit – skal vi sige karakteristiske – udseende stort indtryk som Hannahs ubegribeligt modbydelige ægtemand.

Skulle man sætte en finger på noget (og dette er efter anmelders egen mening en dybt frustrerende opgave), kunne nogle nok argumentere for en vis snert af stereotypi i karaktererne. Men igen – en snert er vel ikke noget at hæfte sig ved?
Desuden nagler de allerede lovpriste skuespilspræstationer en sådan beskyldning til jorden.
Man bør således trodse fordommene, det være sig at man da har nogle, og gøre sig selv den tjeneste at se Tyrannosaur, som i al sin sørgmodige hårdhed og tristesse er en aldeles gribende historie, der formår at bibeholde håb og optimisme for sine udsatte karakterer.