’Ud og stjæle heste’ giver sig tid til at fortælle en lille historie om hele livet

Naturalistisk skuespil falder i ét med storslået norsk natur, når en coming of age-fortælling bliver til meget mere.

Det meste af handlingen foregår i 1948 i et lille norsk samfund bygget op omkring skov- og jordbrug, hvor 15-årige Trond og hans far er de to bymennesker, der fælder træer på det forkerte tidspunkt af året og laver ravage i en lokal familie, der allerede er ramt af tragedie. Rammehistorien er sat i 1999, hvor den ældre Trond er flyttet på landet for at få noget fred og ro, men møder en mand, der minder ham om den sommer for længe siden.

Det er ikke nemt at finde en ord og beskrivelser frem til et handlingsreferat af ’Ud og stjæle heste’. For det er en film, der handler om et helt liv; om at vokse op, om at opdage at éns forældre ikke nødvendigvis er fantastiske mennesker, om skyld, skam og besættende ungdomsforelskelser.

Store skuespilspræstationer og markant stil
’Ud og stjæle heste’ er en af den slags underspillede film, hvor de dramatiske højdepunkter får så meget større effekt, når de rammer én lige i smasken. Man får hurtigt en ildevarslende fornemmelse af, at idyllen er skrøbelig og der kan ske noget katastrofalt hvert øjeblik det skal være. Men de fleste karakterer er forsagte bønder, og man skal ikke regne med at blive holdt i hånden, når historien udfolder sig stille og roligt med plads til eftertænksomhed.

Det hele bæres flot af præstationer fra norsk-tyske Tobias Santelmann, danske Danica Curcic og selvfølgelig Stellan Skarsgaard, der spiller den mutte, ældre version af Trond. En særlig ros fortjener de unge skuespillere desuden. De falder sømløst ind i den naturalistiske stil og leverer præstationer, der går langt ud over, hvad man plejer at kunne forvente af 10-15-årige.

Rent teknisk bør man især bemærke lydsiden af filmen, der er så markant, at den til tider føles næsten voldelig. Når de smukke naturbilleder af mægtige norske skove og en brusende elv understøttes af foley-optagelser så voldsomme, at det var faldet ved siden af, hvis det ikke var så pokkers veldoseret.

’Ud og stjæle heste’ vil stemningen ligeså meget som handlingen, men selvom filmen tager sin tid, bliver den aldrig langtrukken eller kedelig. Det er en historie om livet, døden og alt, hvad der ligger midt imellem af uskyldstab og skrøbelige relationer. Norge er måske ingen prangende filmnation, så derfor kan jeg med så meget mere sikkerhed sige, at man vil se tilbage på denne film som et højdepunkt.