Untitled

stjerner5

af Andreas Michaelsen
9. november 2017

Den reelt interessante pendant til din gymnasiekammerats prætentiøse rejseblog.

Den østrigske instruktør Michael Glawogger fik i 2013 en tosset ide: at rejse verden rundt uafbrudt i et år for at lave en film uden manuskript, historie, tema eller nogle som helst andre holdepunkter. Filmen skulle afbillede verden præcis som den var, præcis som den præsenterede sig for Glawogger, hans kamera- og lydassistent.

Galt eller genialt?
I lidt over 4 måneder drev de 3 mænd rundt i 14 forskellige lande. Fra Balkan til Nordvestafrika fulgte holdet deres intuition og filmede mennesker og steder, der tiltalte deres nysgerrighed. Bjerglandsbyer, fiskemarkeder, lossepladser, dans, trafik, dyr, mennesker, sorg, glæde, dyb armod og højt humør. Ingen politiske budskaber og ingen kunstneriske ambitioner andet end at lave præcis den form for film, der kun kan laves uden mål og mening.

Det kunne være endt som noget værre bras, solgt alene på ideens absurditet snarere end det endelige, filmtekniske produkt. Men det gjorde det ikke. Resultat blev forførende. Man under Glawogger at kunne have oplevet det selv…

Rejsen slutter
Brat. Michael Glawogger får malaria i Liberia, og dør i april 2014, 4 måneder og 19 dage inde i rejsen. Den endelige film er resultatet af hans klipper og ven, Monika Willi. Hun tog sagen i egen hånd og skabte en film ud af det tilgængelige materiale efter Michaels oprindelige vision. Det har hun gjort godt.

Det burde ikke fungere
Vi møder snesevis af mennesker, men de snakker sjældent til os, og det ville også være omsonst, for undertekster er der ikke. Sammensætningen af klip virker næsten tilfældig; vi bevæger os fra en scene fra hverdagslivet i ét land, og usentimentalt videre til det næste. Det eneste holdepunkt er Willis stemme, der læser op af strøtanker og poetiske grublerier, som instruktøren nedfældede på rejsen. Det lyder måske kedeligt, men det er det virkelig ikke!

Der er tale om det ultimative vidne om duoens talent som filmkunstnere. På rejsen uden holdepunkter eller planlægning har filmholdet konstant formået at finde karismatiske mennesker, der gør interessante ting, fået lov at filme dem, valgt en indstilling, indrammet billedet og udnyttet de naturlige lysforhold. Hvis ikke alle disse elementer var lykkedes, ville resultatet være utåleligt på lærredet – der er intent plot, struktur eller historie til at opveje for kedelige eller grimme billeder. At de har skabt så smukke sekvenser på farten, vidner om et ufatteligt talent. Det er filmkunst i sin mest nøgne og rå form.

Monikas magi
Hvordan det færdige resultat havde set ud, får vi jo aldrig svar på, men Monika Willis ”tolkning” af råfilmen i form af klipning og valg af lydside, er hvad der bringer de smukke sekvenser til rette. Klippearbejdet er overdådigt. Med største lethed skifter hektisk, natligt byliv til Bosniske landsbyers tågeindhyllede, larmende stilhed. Rolige linjer og bevægelser transformeres til hurtige, eksplosive. Publikum kedes ikke men fastholdes af billeder, der hele tiden skifter i komposition, tempo og farver.

Kombineret med det konstant pulserende soundscape, der mixer klassisk musik, opera og alverdens instrumenter med statisk støj, generatorbrummen, motorlyde og bylarm, ved man aldrig, hvornår realyden udfases og mixerpulten overtager. Resultat er en slags trancelignende tilstand, hvor man med åben mund og polypper glemmer tilstedeværelsen og opsluges af denne det ultimative rejseepos.

Den 15 minutter for lange spilletid forhindrer desværre, at man går helt høj ud af biografen. Udmattet efterlades man nu stadigvæk i sædet, følende at man selv har gennemgået Michael Glawoggers rejse, der var ligeså fabelagtig, som den var fatal.

Foto: glawogger.com