Vice

Copyright SF Film

Den politiske komedie viser, hvordan magtens lidenskab styrer de mænd, der befinder sig i dens korridorer. Her er magten som et stof, der ødelægger fædres hjerter og får frie nationer til at begå tortur.

Og den er faktisk sjov.

Vice er historien om Dick Cheney (Christian Bale), vicepræsident for George Bush (Sam Rockwell) 2001-09. Den portrætterer den upopulære skyggepolitiker som familiefar, fluefisker, forlibt ægtemand og et koldt jakkesæt, der på det groveste udnytter et samfund for at blive magtfuld.

Komedien er instrueret og skrevet af Adam McKay, der også står bag oscarvinderen ”the Big Short”. Her fremstilles Wall Streets grådighed ovenpå finanskrisen fortællelystent, kreativt og underholdende. Den kunne få selv en sløv humanist som mig selv til at føle, at jeg forstod noget så usexet som supprimelån.

Ligesom i the Big Short låner filmen fra virkeligheden. Den klipper hurtigt fra internetfænomener til Fox-nyheder til militærhelikoptere i ørkenlandskaber og bare, hutteklædte kroppe i Abu-Graib, mens Jesse Plemons i en voice-over fortæller os om Dick Cheneys liv, Irak-krigen og olieselskaber.

Og det fungerer.

Magt og kærlighed
Filmen kunne egentlig have heddet ”the Cheneys.” Vi møder den unge Dick midt i en brandert. Kæresten Lynne (Amy Adams) er en tolvtalspige med ambitioner på et tidspunkt, hvor dét betød at gifte sig godt. Hun vil have, sin middelmådige mand skal blive til noget. Dick vil have Lynne, og han gør, hvad han kan for at leve op til hendes krav.

Hver gang han stiger i graderne, bekræfter de to med et mærkbart varmt blik deres kærlighed til hinanden. Passionen for magten er også ægteskabets passion.

Amy Adams og Christian Bale skaber en kærlighed, jeg tror på. Det er, om man vil det eller ej, også en kærlighed, jeg hepper på. Men ikke så meget, som jeg hepper på Dicks kærlighed til sine døtre. Den er som min egen fars; ægte og varm, som en usynlig sweater, der lægger sig beskyttende om kroppen.

Magtens rus
Motivationen for hovedkaraktererne i Vice er at nå så højt op på magtens tinde som muligt. De, der ikke har magten, risikerer at blive kvast i dens systemers store tandhjul. Ofte viser McKay, hvordan Cheney og Bush beordrer tortur, sender bombefly over civilområder og lyver for befolkninger, diplomater og politikere – mens de åndsfraværende spiser wienerbrød.

Havde Vice været et menneske, var den gymnasieklassens klovn, der overrasker alle ved at skifte joints ud med sammenrullede aviser og få en studieplads på statskundskab, men stadig formå at være festens midtpunkt til gensynsfester.

Adam McKays historie er usædvanligt velfortalt. Den holder et højt tempo, får mig til at grine højt og oplyser samtidig om komplicerede politiske rænkespil med et overskud.

Det er smukt, kreativt og intelligent med en krydsklipning mellem Cheneys tomme, brugte hjerte efter en transplantation til beslutningen om at lade den ene datter forråde sin homoseksuelle søster ved at proklamere, at hun er imod homoægteskaber.

At vælte magten
Donald Romsfeld (en morsom Steve Carell) siger, da Kissinger og Nixon bag en lukket dør beslutter sig for at bombe Cambodia: ”I morgen vil amerikanske bombefly kaste klyngevis af bomber over cambodianske landsbyer. Titusinder vil dø. Det vil ændre verden. Den vil enten blive bedre eller dårligere. Det eneste jeg ved er, at det vil ændre verden.”

Det er en form for ondskabens banalitet; den tankeløshed, de ekstremt magtfulde karakterer i Vice begår deres uhyrligheder med. Magtens pris er vold, og det er ikke magtens mænd, der skal betale den.

Filmen efterlader mig med en ulmende vrede. Den samme vrede, jeg forestiller mig, mine forældre følte, da de i 1970erne valgte at gå på gaden og talerstolene under røde faner og med deres hænder klemt sammen til våben.