Vildheks

De spirituelle yoga-hekse er sluppet løs i den vilde natur, for Gud forbyde at vi selv forvildede os derud.

 I efterårsferiens store familiefilm trækkes vi væk fra skærmene og ud i den vilde natur. Sonja Richter er den nye Dr. Pjuskebusk, mens Nikolaj Lie Kaas’ datter Gerda i bedste Harry Potter stil er blevet særligt udvalgt.

Clara (Gerda Lie Kaas) er som alle andre lidt usikre 12 årige piger i madpakke-Danmark helt vildt opsat på at være en del af den seje pigegruppe og i det hele taget bare af at være almindelig og accepteret. Clara bliver dog en udfordring for sig selv, da hun pludselig opfører sig mærkeligt. Det er der en grund til. Clara er vildheks og bærer det store ansvar at vogte over den vilde natur, og moster Isa (Sonja Richter) tager ansvaret for at lære Clara op.

 Fantasiløs fantasi.
Etableringen af universet ligner mest af alt en kombination af Askepot og en bilreklame med ægte voiceover, masser af nuttede dyr og store miljøetablerede billeder. Apropos miljøet er der noget, der ikke helt stemmer overens. På en simpel køretur går vi fra folkeskole og parcelhuskvarter til mørke dybe skove omringet af både bjerge og åbne vidder. Det er ærgerligt, for det dræber fantasien om, at der er noget magisk over vores lokale naturområder.

Lie Kaas = skuespillertalent?
Jeg håbede inderligt, at der var andet end det kendte efternavn at komme efter med Gerda Lie Kaas i en relativt stor hovedrolle. Desværre lader det ikke til at være tilfældet, og jeg håber for filmbranchen, at man næste gang tør se lidt ud over sit eget indspiste miljø og gøre sig umage med at finde børneskuespillere, der fuldfører opgaven bedre end Lie Kaas. I det spirituelle yoga-hekse-cirkus fremstår hun desværre mekanisk og ukarismatisk.

Kvinder og Munk
Selvom karaktererne ikke virker super gennemarbejdede og ej heller overbevisende, er det dog befriende for en gang skyld at se en film, hvor alle de roller, der for alvor betyder noget, er besat af stærke og relativt uafhængige kvinder. Styrken blegner dog lidt, når de særlige gaver består i at fremføre kvindestereotyperne: sang og skrig.

Når jeg tidligere har set, hvad Kaspar Munk formår at vække til live på det store lærred, er jeg denne gang ikke imponeret. Før man kan gå stort, skal man have grundtrinene på plads, og det lader ikke til at være tilfældet her. Tempoet gennem hele filmen svinger mellem enormt hurtigt og utroligt langsomt, og det skaber unægteligt en ubalance i fortællingen

Der er dog uden tvivl familier, der i efterårsferien vil nyde at komme ind foran lærredet og drømme sig væk i en eventyrverden i stedet for at indfinde sig i den ægte, vilde natur.

Foto: Nordisk film