Hlynur Palmason har lavet en af de bedste danske film i dette årtusinde. Rå, brutal og vidunderligt smuk så man ikke kan fjerne blikket et eneste sekund.
Nogle gange sidder man med følelsen af, at man har været vidne til noget specielt. Det er svært at forklare, så overrumplende er det. Men ens hjerne kører på højtryk i forsøget på at bearbejde det, den er blevet udsat for. Nogle gange er fordi det har været godt og andre gange fordi det har været elendigt.
Dette er et eksempel på det første.
Emil (Elliott Crosset Hove) og Johan (Simon Sears) er brødre. De arbejder i en kalkmine, hvor Emil også sælger lidt hjemmebryg til de andre arbejdere. Udover det lever de en rimelig begivenhedsfattig tilværelse. Emil er dog ikke helt som de andre. Han er lidt som et barn fanget i voksen mands krop, med samme hæmningsløshed og ligefremhed. Men også i besiddelse af et matchende temperament, som kommer til udtryk mere end en gang.
Blændende
Hvor skal man starte?
Der er de modbydeligt smukke og rå billeder filmet i 16mm af Maria von Hausswolff. Det er koldt og uvelkomment men stadig hypnotisk dragende. Vi er nede i minens klaustrofobiske mørke, hvor kun hjelmlygterne gør, at vi ser glimt af, hvad der foregår i det dunkle inferno af støj og støv. I stærk kontrast står det snehvide landskab med den nøgne skov og trøstesløse bygninger. Det er alt sammen visuelt mana.
Så er der lyden. Lyden af minen. Som et stort snerrende bæst, springer den på én fra start og tramper én på brystet, indtil den endelig har fået nok. Lars Halvorson har vakt hvert eneste objekt til live, så selv det mindste mekaniske ekko buldrer, som var det en sprængning af lydmuren.
Dertil hører et monstrøst score af Toke Odin, hvor slagtøj hamrer med intensitet og vanvid i parløb med tinnitus-fremkaldende synthesizere. Det er ondt som ind i helvede men samtidig dybt rørende. Sjældent har mine øregange været udsat for så udsøgt et angreb fra en dansk film.
Eminent
Til at legemliggøre den komplekse og dog enkle Emil manifesterer Crosset Hove sig som en af de, hvis ikke den, fineste danske skuespillere af sin generation. Hvad enten det er et smittende drilsk smil, når Emil laver narrestreger med sin bror eller det er et blik fyldt af had over at være blevet forrådt af alle, så får han det til at se så let og naturligt ud.
En person gør dog ikke filmen. Sears er den perfekte kombination af fysisk modsætning og legende (samt beskyttende) kompliment til Crosset Hove. Deres brødre-dynamik, med Sears som den seriøse og Crosset Hove som den utilregnelige, er skildret enkelt og elegant. Men også så effektfuldt, at selv den mindste uro imellem dem breder sig udover lærredet og knuger én om hjertet.
Derudover har Palmason fundet plads til ”veteranerne” Lars Mikkelsen og Peter Plaugborg, som henholdsvis småsadistisk chef og garvet minearbejder. I en skøn og alt for kort birolle finder man desuden Crosset Hoves egen far, Anders Hove, som en drukkenbolt med huset fuldt af alskens ting, blandt andet en imponerende stak VHS-bånd. Pingpongen mellem far og søn i den scene er fantastisk – især da Emil spørger, om han har noget tøj til en pige, hvilket fører til et hysterisk morsomt modeshow.
Det er lykkes Palmason at skabe et enkelt univers, hvor grænsen imellem virkelighed og fantasi til tider flyder ud i et. Nogle gange må man knibe sig selv i armen og minde om, at vi ikke er i de amerikanske kulminer men i Faxe kalkbrud. Det er sublim filmkunst og forhåbentlig blot starten på en spændende karriere for Palmason.