Den islandske instruktør og manuskriptforfatter Runar Runarsson har efter flere succesrige kortfilm nu endelig kastet sig ud i et spillefilmsprojekt. Resultatet er karakterdramaet Volcano, der koldt og kynisk fortæller en følelsesladet historie om de sene år i en bitter mands liv. Med en velovervejet retning og fokuseret udforskning af et iltert og vemodigt sind når filmen langt. Men det er, som om den debuterende instruktør mangler ligeså meget gnist og entusiasme som den mand, han beretter om.

Af Kasper Vegeberg

Hvorfor er Hannes så vred? Han har to børn, der klarer sig godt i livet, en flok søde børnebørn og en kone, der har fundet sig i ham alt for længe. Alligevel styrer han hende med samme disciplin som skoleeleverne på sit tidligere job som pedel: med vrede og spot. Men alting ændrer sig, da konen får en hjerneblødning og reduceres til en vemodig grønsag. Nu vil børnene ikke længere se noget til ham, og han har intet andet at bruge sine pensionsdage på end at tage sig af sin hjernedøde hustru, alene med sin bitterhed.

Så hvorfor er Hannes så vred? Det får man aldrig svar på. Til gengæld sørges der for, at man ikke går glip af en eneste følelse, manden måtte vise tegn på. Store dele af historien fortælles med et håndholdt close-up af Hannes og en mikrofon, der ikke lader en eneste lyd fra hans mund gå uhørt forbi. Det gør filmen meget personlig og kører den helt ned i et tempo, der passer til den pensionerede, ensomme mands livsstil, og som sætter publikum i en endnu dybere forbindelse til ham, end det ville være muligt med storladen musik og panoramiske mastershots.

Debutfilmen er således udpræget skandinavisk, hvor det meste, som ikke er forbrugervenlig krimi, falder i denne kategori af nedgearede, håndholdte karakterdramaer. Kigger man efter Runarssons personlige spor i filmen, spilder man dog energi, for der er ikke meget overskud at finde fra instruktøren. Trods en hed og eksplicit +65-sexscene, samt et par rørende slutsekvenser, mangler filmen simpelthen en karakteristisk gnist, og Runarsson lader ikke til at have vovet sig ud på synderligt dybt vand. Det betyder, at filmen på ingen måde fejler, men heller aldrig når at hæve sig over alle de andre low-budget, nordeuropæiske filmfortællinger.

Heldigvis bærer de langtrukne close-ups frugt hos hovedrolleindehaveren Theodor Juliusson, hvis følelsesliv portrætteres kraftfuldt og uden at bryde ud af det bitre ydre som overspil. Hans udtryk er et studium filmen igennem, og fortællingens spænding kommer til at hvile på spørgsmålet om, hvornår angeren overtager den gnavne sjæl. Filmens høje troværdighed står i stor gæld til Juliussons præstation.

Volcano er din typiske skandinaviske repræsentant på de europæiske filmfestivaler. Den er tydeligvis skabt med godt håndværk, men bryder aldrig ud af sin ramme og realiserer ikke sig selv som mere, end genren og den nordiske stil foreskriver. Ikke desto mindre er det en film, der ganske upartisk og fordomsløst tør fokusere på nogle af livets store følelser og vidergiver en bid af dem til publikum med snilde og elegance. Runar Runarssons næste film vil være ventet med spænding – med et forsigtigt ønske om, at der tages flere og større chancer til den tid.