Vores livs ferie

Hvis du skulle på dit livs sidste ferie, skulle det så være i en autocamper?

En kræftsyg sydstatsskønhed og hendes Alzheimers-ramte mand, en forhenværende litteraturprofessor med speciale i Hemingway, vil køre fra Massachusets til Florida for at se selvsamme Hemingways hus i Key West. Etorsøg på en sidste indsprøjtning lykke, inden de begge skal se døden i øjnene. Thelma and Louise med ufrivillig vandladning, om man vil det. Eller bare gammel vin på nye flasker.

Filmen kan dog smide to esser på bordet. Med Helen Mirren og Donald Sutherland som terminalcampisterne Ella og John bør skuespillet i hvert fald ikke stå i vejen for filmen.

En dårligt skrevet film er en dårlig film
Man plejer at sige, at en manuskriptforfatter har gjort sit arbejde godt, hvis man ikke lægger mærke til manuskriptet. I ’Vores livs ferie’ kommer mange scener trods de garvede hovedrolleindehavere desværre til at fremstå ligeså naturlige som klovnfisk i danske farvande. Oftest ender en one-liner med at skulle bære en hel scene igennem, og desværre lugter det af, at man har brugt alle pengene på de to stjernenavne og for få på den kreative proces.

Selvom hele udgangspunktet er finurligt og gakket, er hovedkaraktererne skabt som efter opskrift. En amerikansk litteraturprofessor med speciale i Hemingway og hans kone fra sydstaterne, der taler fanden et øre af. Indenfor amerikanske stereotyper er de på niveau med fordrukne detektiver og helte med hvide hatte. Desuden er man tvangsindlagt til at sympatisere med dem, fordi de er syge og gamle. Og fordi Alzheimers er for relevant et emne at kalde klichéfyldt.

Filmen har glemt sit formål
Hvis man havde været lidt flittigere med udmugningen i filmens efterredigering, kunne den have været helt fin til en regnvejrsdag. Ovenikøbet fremragende i biografklubregi. Det behøver ikke være kedeligt, bare fordi det handler om at vente på dødens kolde hånd. Det har film som ’En mand der hedder Ove’ og endda ’Best Exotic Marigold Hotel’ for længst cementeret. Det er som om, at det aldrig blev afklaret hvorvidt ’Vores Livs ferie’ skulle være en komedie eller ej. Enkelte tilbagevendende påfund kan nive i smilebåndet, som når Sutherland som professor-Alzheimers belærer forsvarsløse diner-ekspedienter om akademiske diskussioner vedrørende Hemingways livsværk. At han derimod fra tid til anden udenfor fast frokosttid råber ”Ella, I want a cheeseburger”, er præcis ligeså lidt sjovt, som det lyder. Eller når han mistænkeliggør konen for at have en affære med en ungdomskæreste, hun ikke har talt med i dette århundrede. Selvom det uden tvivl belyser Alzheimers som sygdom, gør det ikke et stykke velfungerende dramatik.

Chok: Ældre mennesker er kød og blod
Ella og John har ikke givet nogen besked om deres tur, og derfor starter filmen også i et tomt hus med en tom garage, hvor deres to voksne børn taber kæben over deres nævenyttige forældre. Filmen igennem understreger telefonopkald med de afventende unger radikaliteten af Ella og Johns handlekraft og egoistiske tosomhed. Sporet med børnene er svimlende uinteressant, og særligt sønnen Wills karakter er overspillet til øresønderrivende skingerhed. Alt sammen udtryk for mangel på håndfasthed fra instruktør Paulo Virzì.

Alzheimers er forfærdeligt, og alderdom kan være meget tragisk for to mennesker, der elsker hinanden. Det formår filmen at skildre, endda med fine øjeblikke og glimtvis morskab. Der er ingen tvivl om, at ’Vores livs ferie’ er et sympatisk projekt. Desværre er kærligheden mellem karaktererne ikke nok, selvom enkelte af scenerne er bizarre på en halvsmuk måde. Men det meste af tiden er manuskriptet for dårligt fungerende til, at man orker at lade sig rive med.