Af Martin Wolsgaard
Water for Elephants er en cirkusfortælling, fuld af drankere, skæv cirkus lommefilosofi og spøjse dyr, herunder en smuk elefant og så Robert Pattinson.
Filmen er baseret på en roman af Sara Gruen og historien tager form af en ældre herres tilbageblik på et afgørende punkt i sin ungdom. Og hvis man vil have en ældre tænksom fyr i sin film, hvorfor så ikke få den bedste. Hal Holbrook viste især i Sean Penns Into The Wild, at han seriøst kan det der med at spille eftertænksomme ældre mænd. I Water for Elephants fortæller han således om, hvad han oplevede i 1931 – dengang da han stadig var ung nok (og kedelig nok) til at blive spillet af Pattinson.
Manuskriptforfatteren Richard LaGravenese har skrevet filmatiseringen af Gruens best-seller-roman. Og med netop filmatiseringen er det som om, der holdes lidt igen. Det hele virker umiddelbart som en ungdoms-/coming-of-age-fortælling, og filmen foregår for det meste i 1931, på et cirkus’ tog, der kører fra den ene lille by til en anden. Rammerne omkring historien om protagonistens (Pattinson) udvikling er således lige i øjet – karakterens alt for todimensionelle præg er dog en hæmsko for en plus 2 timers fortælling.
Nogle af detaljerne er bestemt veleksekveret – det rå liv hos de menige cirkusarbejdere der i tidens ånd (den store depression i USA) skildres med en behagelig forfriskende skørhed. Dette ’spildes’ der desværre ikke meget tid på. Der bruges dog en del tid på den yndige elefant Rosie, der lystrer på kommandoer på polsk . Resten af filmen bruger i gentagende facon lang tid på et trekantsdrama mellem Robert Pattinson (som seriøst snart bør holde op med at se slukøret ud – det er ikke Twilight mere!) der som en ung aspirerende dyrlæge slutter sig til cirkustruppen, Reese Witherspoon der er cirkussets stjerneattraktion og så Cristoph Waltz, der er uberegnelig og virker potentielt farlig som Witherspoons mand, leder af cirkusset, og således både en skarpsindig forretningsmand og en sadistisk tyran. Vi venter en evighed før Pattinson gør noget i forhold til sin fascination af Witherspoon, idet filmen på temmelig pinlig vis sælger kyskhed midt i, hvad der bestemt virker som en lovløs situation. Det hele er flot iscenesat, men for forsigtigt eksekveret.
Den store nyhed omkring Water for Elephants handler imidlertid ikke, som man måske kunne tro, når man går filmen i møde, om Robert Pattinsons evner til at bære en hovedrolle i noget, der ikke er Twilight-relateret. Den helt store salgstale bør handle om Cristoph Waltz, der efter denne anmelders mening for alvor bryder væk fra Inglourious Basterds-skyggen. Efter netop Inglourious Basterds kunne man tale om en storslået præstation fra en ukendt skuespiller – efter Water for Elephants kan man bestemt tale om en storslået skuespiller.
Den turbulente dynamik i trekantsdramaet gøres relativt interessant og seværdig, hovedsagligt på grund Waltz. Dog ved vi fra Holbrooks indledende bemærkninger i filmen, at en slags katastrofe vil forekomme inden filmens slutning. Man sidder således langt hen ad vejen og ser efter små tegn, og grundet den lidt for vattede skildring af tiden og cirkusmiljøet bør alle vide, præcis hvor de skal kigge.