Wonder Woman

COPYRIGHT: WARNER BROS

Sværd og sandaler møder skydere og sennepsgas i dette feminine forsøg på en origin story.

Et gammelt sort-hvid foto fra første verdenskrig sætter gang i historien om hvordan Wonder Woman blev så vidunderlig. Eller rettere: Det har hun jo altid været som amazoneprinsessen af en paradisø. Der hvor alle går i minimale, feminine tegneserierustninger og taler med en ubestemmelig, men yderst påtaget hvor-end-man-ruller-på-r’erne-accent. Den unge Diana (Gal Gadot) vokser op som datter af amazonedronningen, der hverken vil give hende sværdtræning eller fortælle hende hvem hendes far egentlig er.

Imidlertid får hun brug for begge dele. En ung spion (Chris Pine) forstyrrer DC-universets svar på Femølejren. Han er nemlig styrtet ned med sit fly efter at have stjålet opskriften på en superond, tysk gas og bevæger sig nu tilbage for at underrette de engelske generaler. Diana tager med ham. Hun mener at verdenskrigen må være startet af den græske krigsgud Ares. Det er nemlig amazonernes bundne opgave at udslette Ares og genskabe freden i menneskenes verden.

Gal-power og gun-pun
Det var måske for meget forlangt, men overtegnede havde ved Gud håbet på en del mere feminin kraft i en film om verdens stærkeste kvinde. Gal Gadot gør det udmærket som Diana, men karakteren er desværre lidt tynd. Apropos tynd, så havde jeg nok også ønsket mig nogle større guns på en kvinde, der kan stoppe en maskingeværssalve med sine armbånd. Der er etableret fuldstændigt patronsikre skodder mellem godt og ondt i ’Wonder Woman’, så skurke som helte kommer generelt til at savne både gråtoner og tyngde efterhånden.

Accenterne er ligeledes svære at komme sig over i denne amerikaniserede europudding. Især fordi man nogle steder faktisk introducerer sprog som fransk og tysk i få replikker. Bevares, det er en detalje, men det er en af de ting der begynder at nage, når den følelsesmæssige resonans udebliver. Til tider får man alligevel nogle solide scener ud af at placere den vidunderlige Diana midt i Europa under første verdenskrig.

Mødet mellem kvinden med de magiske, oldgræske våben og tidlig, industrialiseret krigsførsel bliver bedst forløst, da Diana forlader en af de statiske skyttegrave og stormer mod de tyske maskingeværer i ly af sit skjold. Således kan sværd- og sandalfilm sagtens komme til at fungere i det 20. århundrede. Det bliver til gengæld svært at sluge når tyskernes gasvåben ligeledes er i stand til at trodse fysikken a la Dianas tilbehør.

Når alle er superskurke
Dianas tro på at uretfærdigheden stopper hvis man nakker den rette overskurk bliver selvfølgelig udfordret af de barske historiske realiteter. Langt hen ad vejen kan det tema godt bære filmen, når der midt i skyttegraven havner en karakter, der ikke ser krig som en selvfølgelighed. Den slags pladderhumanisme kan vi vel alle have brug for. Kunne man så bare havde holdt det ved dét i stedet for at opsætte et gigantisk pixelknep af en afslutning, hvor despoten er den mest ligegyldige skurk, der længe har fundet vej til et superhelteunivers.

Der er noget grundlæggende fint ved at tage en naiv karakter, der ikke kender menneskehedens blodige fortid og sætte hende ind i en historisk kontekst – tematisk såvel som æstetisk. Diana finder da også ud af, at ondskab er en kollektiv aktivitet og at den nemme løsning på krig og rædsel glimrer ved sit fravær. De sidste 20 minutter kaster man historien overbord sammen med alt der bare minder om fotorealisme. Jeg sidder fast i Wonder Womans magiske lasso og kan derfor kun fortælle sandhede. Sandheden er at man sagtens kan se filmen som en gang let underholdning, men den er desværre præcis ligeså dyb som Dianas rustning er dækkende.