I Pittsburgh knokler alenemoren Jamie (Maggie Gyllenhall) for, at hendes datter Malia kan gå på Adams Elementary. Malia har store problemer med at læse, og der er ikke meget hjælp at hente på folkeskolen, hvor syv ud af ti elever går ud med læsevanskeligheder. Systemet er rigidt som bare pokker, og Jamie oplever kun afslag på hendes anmodninger om flytning af hendes datter. Hun erfarer at Malias parallelklasses lærer Nona (Viola Davis), er i samme situation, og får efter flere forsøg overbevist hende om, at de to bliver nødt til at gøre noget drastisk, hvis Adams Elementary en gang for alle skal blive en attraktiv skole.

Jamie og Nona beslutter sig for at ”overtage skolen” ved at få elevernes forældre og skolebestyrelsen til at sige ja til deres forslag om nye læringsstrategier. Processen er imidlertid lang og sej, og det gavner ikke deres sag, da lærernes fagforening går imod dem ved at skrive artikler om Nonas blakkede fortid. Malia er pinlig over sin mor, og vil ikke kendes ved hende, fordi hun kun arbejder som sekretær. Midt i stormen bliver Jamie på nærmest mirakuløs vis tilbudt af lærernes fagforening, at Malia kan komme på privatskole med stipendium. Hun skal bare lige opgive sin sag imod folkeskolen. Så det er op til Jamie at finde ud af, om fremtiden for Malia vejer tungere end fremtiden for de andre børn på Adams Elementary.

I bedste Erin Brockovich-stil taler Gyllenhall og Davis den lille mands sag. Og ligesom Brockovich, er nærværende film inspireret af virkelige hændelser. Forskellen på de to film er, at hvor Julia Roberts’ karakter kæmper for et helt lokalsamfunds ve og vel, omhandler Won’t Back Down to mødres kamp for at give deres børn mulighed for at lære at læse. Det juridiske spil i Steven Soderberghs film fra 2000 fremstår mere interessant og vedkommende end den turn over, mødrene forsøger at stable på benene.

Viola Davis’ rolle minder om dem hun havde i Niceville og Ekstremt højt og utrolig tæt på: Den ellers rolige, lidt underkuede moderskikkelse, der bliver vred, da lærernes fagforening omtaler en mørk episode i hendes fortid. Som tidligere set, eksempelvis i Hysteria og The Dark Knight, er Maggie Gyllenhall ikke uvant i rollen som stædig og insisterende. Davis’ præstation gør et større indtryk end Gyllenhalls, muligvis af den simple årsag, at sidstnævnte måske for ofte spiller en mavesur kvinde der altid synes at befinde sig i en verden af komplet modgang, og som værende umulig at tilfredsstille.

Sikkert er i hvert tilfælde, at Won’t Back Down ikke gør det store indtryk. Filmen indeholder enkelte fine momenter, eksempel da Nona beslutter sig for at støtte Jamie, og gentager sin afdøde mors spørgsmål: ”What are you going to do with you one and only life?”. Ydermere har filmen et budskab det er svært at blive sur på – nemlig det, at man altid skal kæmpe for det der er rigtigt, og ikke springe over hvor gærdet er lavest. Won’t Back Down holdes oppe af Viola Davis’ fine præstation, men er ikke så meget mere end det.