Ørkenblomst er baseret på en bestsellerbiografi af den tidligere somaliske supermodel og FN-ambassadør Waris Dirie. Den beskriver på gribende vis hendes turbulente færd fra et liv som nomade i Somalia, til hun som 13-årig rejser til London og senere bliver spottet af en megafeteret modefotograf. Historien er rørende, men som film er det desværre blevet en rodet fornøjelse.
Inden den unge Dirie når så langt, er det lykkedes hende at flygte fra et købt ægteskab med en ældre somalisk mand. Med en ubegribelig stædig determination formår den blot 13-årige pige at krydse en ørken og nå frem til sin mormor i Mogadishu, der får hende sendt til London som tjenestepige for en somalisk diplomatfamile. Her arbejder hun så i en årrække, under usle forhold, indtil familien en dag må forlade London. Den nu fuldvoksne Dirie er pludselig hensat til et liv på gaden, som illegal indvandrer, og må tage rengøringsjobs på McDonald’s for at have til dagen og vejen. På selv samme fastfoodrestaurant er den korpulente modefotograf, Terry Donaldson, spillet af den joviale Timothy Spall, en hyppigt frekventerende stamgæst. Uvidende om perspektiverne, og med et gebrokkent engelsk, afviser hun i første omgang hans tilnærmelser. Men som bekendt bliver netop mødet med Terry starten på karrieren som efterstræbt supermodel, indtil hun overraskende beslutter sig for at stoppe karrieren.
(Foto: Miracle Film)
Det skyldes, at hun i et interview med en intetanende amerikansk journalist afslører en grufuld historie om, hvordan hun som blot 3-årig bliver omskåret under kummerlige forhold – i kraft af dette bliver hun FN-ambassadør og talskvinde mod omskæring af kvinder.
Filmen fokuserer dog lige så meget på de andre aspekter af den spændende fortælling om ørkenblomsten, Waris Dirie, der efter et liv på gaden bliver supermodel. I rollen som Dirie, ser vi den etiopisk-fødte model og skuespiller, Liya Kebede, der faktisk har en slående lighed med virkelighedens Dirie. Hun gør det ganske udmærket som den generte afrikanske pige, der i starten føler sig dybt fremmedgjort af den vestlige verden. Filmens helt store oplevelse må dog siges at være den altid skønne Sally Hawkins, bedst kendt fra Mike Leighs ’Happy Go Lucky’ – hun spiller Waris’ veninde Marilyn, der barmhjertigt tager Dirie til sig og tilbyder hende husly. Sammenspillet mellem de to fungerer godt, og Marilyns frigjorte og melodramatiske personlighed står i spændende kontrast til den stille afrikanske fremtoning hos Dirie.
Da der primært er castet engelske skuespillere, fremstår filmen til tider mere som et klassisk britisk komediedrama, snarere end et indblik i den somaliske kultur, de færreste af os har kendskab til. I stedet er vi kedeligt hensat i trygge, vante rammer, fra det genkendelige pulserende hverdagsliv i London. Den forholdsvis ukendte tyske instruktør, Sherry Horman, virker til at famle lidt i blinde med det filmiske udtryk. Det bliver filmens største svaghed, at den ikke helt kan bestemme sig for, hvad den gerne vil handle om. De få scener, der finder sted i Somalia, forekommer for sentimentale. Og den ellers vedkommende historie skøjter alt for let på overfladen, uden for alvor at kunne engagere sit publikum. Den mest foruroligende og uforglemmelige scene, hvor Waris ser tilbage på, hvordan hun som helt lille blev omskåret, kommer relativt sent i filmen. Man er derfor temmelig chokeret, når den ellers muntre og tilforladelige tone bliver forstyrret af barnegråd og horrorlignende scener. Tilbage sidder man så med følelsen af, at filmens stærke potentiale aldrig blev indfriet. De stilistiske virkemidler flagrer til højre og venstre, og filmen ender desværre med at føles alt for lang.
3 ud af 6 stjerner