Et atommissil er blevet affyret. Ingen ved, hvem der har trykket på knappen, eller om der er flere på vej, men én ting står klart: Hvis det ikke standses, vil missilet ramme Chicago om under 20 minutter. Sekunderne tæller ned…

’A House of Dynamite’ er en intens og presserende thriller opdelt i tre kapitler, der hver viser de samme begivenheder fra forskellige perspektiver. Der tælles ned næsten i realtid, mens militærfolk, politikere og efterretningsofficerer febrilsk forsøger at identificere angriberen og beslutte, hvordan de skal reagere for at forhindre en katastrofe.

Bigelow beviser endnu engang, at hun som instruktør har et unikt øje for at kombinere intens action og spænding med et skarpt psykologisk og politisk blik.

Mennesket bag uniformen

Oscarvindende Kathryn Bigelow og manuskriptforfatter Noah Oppenheim introducerer de centrale karakterer gennem små, genkendelige glimt af hverdag – en soldat har problemer med sin kæreste, viceministeren for forsvar siger farvel til sin gravide kone – inden alt bryder sammen.

I Det Hvide Hus’ “situation room” ankommer officer Olivia Walker (Rebecca Ferguson) for at tage kommandoen, da missilet opdages, og dets bane plottes ind. Hendes søn er syg derhjemme, og da hun tager en legetøjsdinosaur op af lommen, er det lige nok til at vise, at selv de mest hårdføre militærfolk har noget at miste.

Præstationerne er fremragende, med minimalt følelsesudtryk, så det at se Rebecca Ferguson nægte at græde, eller en karakter, der undskylder for at være blevet vred over chips ved en arbejdsstation, bliver uventet rørende.

Idris Elba spiller præsidenten selv, som får beskeden om missilet, mens han muntert demonstrerer basketballskud foran en gruppe skoleelever. Hans sikkerhedschef (Brian Tee) bemærker tørt: “He’s my third and they’re all chronically late narcissists. At least this one reads a paper.” Totalt uforberedt bliver præsidenten hevet væk og må nu beslutte, om han skal gengælde, inden Chicago bliver udslettet. Men gengælde mod hvem? Kina? Rusland? Nordkorea? Eller alle på én gang?

Realistisk og frygtindgydende

Det er en “race-against-the-clock”-thriller, der er lige så skræmmende, som den er medrivende. ’A House of Dynamite’ er på én gang dygtigt udført, klaustrofobisk og nervepirrende. Den skarpe kameraføring og de hurtige klip skaber en intens rytme, mens vi føres gennem situation rooms og kontrolcentre med akronymer som PEOC (Presidential Emergency Operations Center) og STRATCOM (Strategic Command).

Noget, der i første akt virker ubetydeligt, bliver ved gentagelserne kun mere intenst. Tredje gang de samme begivenheder vises, sidder man et øjeblik og tænker: Ej, ikke igen – man ved, hvad der kommer til at ske, men alligevel bliver man revet med. Filmen fastholder spændingen, og selv når udfaldet synes givet, sidder man ude på kanten af sædet, opslugt, mens tone og rytme ændrer sig sekund for sekund. 

Gentagelsen kan til tider føles lidt trættende, men fungerer samtidig som et effektivt greb, der intensiverer stressen og understreger, hvor uforudsigelige konsekvenserne af handlingerne er. Nye detaljer og små misforståelser ændrer vores syn på situationen.

Vi mærker begivenhedernes alvor i de bekymrede ansigter på Det Hvide Hus’ medarbejdere, når store skærme blinker trusselsniveauet op fra DEFCON 2 til DEFCON 1. Højtstående embedsmænd ringer i panik fra deres smartphones, uden at ane, hvad de skal gøre.

Der er ingen helte i ’A House of Dynamite’, men heller ingen entydige skurke – og netop det gør filmen så foruroligende. Ingen begår fatale fejl. Tværtimod er alle højt kompetente, rationelle fagfolk, der har planlagt og trænet til netop dette scenarie. Spørgsmål er, om al den forberedelse overhovedet ville betyde noget, hvis et atommissil virkelig var på vej.

Kun et hjerte af sten ville kunne forlade biografsalen uden at få lyst til at ringe hjem.