Instruktør Rebecca Zlotowskis sjette spillefilm er en desorienterende mysteriefortælling, hvor hovedkarakteren vikles ind i et net af paranoia og mistro. Det er medrivende langt hen ad vejen, selvom filmen har et par skønhedsfejl.

Lillian Steiner (Jodie Foster) arbejder som psykiater, og en dag får hun en opringning fra sin klient, Paula (Virginie Efira). Stemmen i den anden ende tilhører dog ikke Paula, men derimod hendes datter, som fortæller, at Paula er død. Meddelelsen sender Lillian ud i et altopslugende opklaringsarbejde, for hun tror ikke på familiens udlægning om, at Paula begik selvmord.

En glimrende Jodie Foster

Jodie Foster er generelt glimrende i rollen som Lillian. Hun er den altoverskyggende hovedrolle, og filmens kvalitet afhænger af hende. Heldigvis leverer hun en knugende intens præstation, der fastholder seerens opmærksomhed, og gør, at man konstant er draget af, hvad der udspiller sig på skærmen.

Lillian er meget påståelig, og hun har en hård facade. Faktisk er hun et ret utiltalende menneske og flere gange decideret usympatisk. Foster formår dog at spille hende på en måde, der tydeliggør, at facaden netop bare er en facade, og at der ligger et bjerg af undertrykte følelser til grund for hendes væremåde.

På trods af det er Lillian dog stadig mere usympatisk, end hvad godt er. Det kommer særligt til udtryk i hendes relation til sin voksne søn, som hun ingen interesse har i at tilbringe tid med, og ovenikøbet er ret ubehagelig overfor flere gange i filmen. Sideløbende med den store mysterieopklaring gennemgår Lillian en menneskelig udvikling, men den sker så pludseligt, og skiftet er så radikalt, at det bliver en tand for utroværdigt.

En gammeldags æstetik sat i nutiden

Et eksempel på Lillians påståelighed er hendes insisteren på at bruge disketter til at optage sine konsultationer. Hun holder stædigt fast i metoden, selvom flere undrer sig og foreslår mere moderne løsninger. Disketterne spiller både en vigtig plotmæssig rolle og bidrager til filmens æstetik.

Visuelt ligner ‘A Private Life’ nemlig ikke en moderne film. Hvis ikke man vidste bedre, kunne man godt tro, at den var produceret i halvfemserne. Skygger og mørke dominerer billederne, hvilket er en befrielse i en tid, hvor mildt irriterende overbelysning er blevet normen.

Det skaber et udtryk, der læner sig op ad noir-genren, og det skaber en fantastisk stemning. Lillian render rundt i de franske gader i tæt mørke, mens regnen siler ned, og man kan undre sig over, hvorfor sådan æstetik ikke bruges oftere i nutidige filmproduktioner.

Filmen er imidlertid sat i nutiden, og der optræder flere moderne elementer – og netop i mødet mellem det moderne og det gammeldags skaber et spændende visuelt udtryk. For eksempel kører Lillian i sin bil, på jagt efter en forsvundet diskette, mens hun taler til Siri på sin telefon. Rebecca Zlotowski formår således at inkorporere moderne teknologi, samtidig med hun bibeholder en autentisk noir-æstetik.

Et udmærket mysterie

Selve mysteriet er nogenlunde engagerende. Man er investeret i opklaringen, men det er ikke fordi, ‘A Private Life’ er en revolutionerende neglebider. Den leverer, hvad den skal, men så heller ikke meget mere.

Filmen formår desuden ikke at konkludere mysteriet på en særlig elegant måde. Ligesom Lillians karakterudvikling, bliver opklaringen løst for hurtigt i slutningen. Filmen skal dog roses for at være overvejende underfortalt, og have tiltro til, at seeren forstår subtile fortælleteknikker. Det er en befrielse at se en spændingsfilm, der ikke behøver at overforklare sit mysterie.

‘A Private Life’ er stilistisk interessant og afviger en del fra, hvad man ellers ofte ser i biografen. Den formår i sidste ende ikke at løfte sin fortælling til et højere niveau, men den er generelt medrivende og velspillet. Har man lyst til at opleve noget lidt anderledes, er ‘A Private Life’ en biograftur værd.