2025 bød på store biografoplevelser, der legede intenst med sanserne, og blev siddende i kroppen længe efter rulleteksterne. Fra hæsblæsende Hollywood-håndværk til mørke, kompromisløse visioner har året vist, hvorfor biografen stadig er det sted, hvor film føles stærkest.

Her har redaktionen samlet vores personlige favoritfilm fra 2025 – korte anbefalinger af de titler, der overraskede os, rystede os og mindede os om, hvorfor vi elsker film.

‘Superman‘: James Gunn genvandt håbet for superheltefilm

Det er ikke nemt at lave en Superman-film. Mange har prøvet. De fleste husker nok Richard Donners ’Superman: The Movie’ (1978), der nærmest gav seeren tro på, at de selv kunne flyve. I 2013 gav Zack Snyder sit bud med ’Man of Steel’, som med et råt og mørkt fokus fremstillede Superman som en halvgud. Den 10. juli 2025 var det James Gunns tur til at give sit bud. Med den lidt uoriginale titel ’Superman’ er filmen ikke desto mindre – efter min mening – en af de bedste Superman-film til dato. 

Gennem et højt belyst og farvemættet visuelt udtryk samt medrivende, hurtigt-flyvende actionscener både ligner og føles filmen som at træde direkte ind i en Superman-tegneserie.  Samtidig tager James Gunn Superman som karakter alvorligt og tilfører sin egen særegne sarkasme, der både giver figuren troværdighed og imødekommer manges træthed for superheltefilm.

Men det, der gør ‘Superman’ til årets bedste film – og årtiers bedste Superman-film – er, at James Gunn sætter fokus på kernen af Superman-karakteren. Bag alle superkræfterne og den utrolige styrke ligger troen på det bedste i andre: en personificering af håb. Samtidig skildres en menneskelig fejlbarlighed, selv hos superhelte, der manifesterer, at Superman ikke blot er en superhelt og et rumvæsen fra planeten Krypton, men et supermenneske.

Med ’Superman’ har James Gunn ikke blot skabt en succesfuld Superman-film, men også genvundet håbet for hele superheltegenren.

Skrevet af Oskar Bang Hansen. Læs hele Nosferatus anmeldelse af filmen her.

Det er en synd ikke at se ‘Sinners’

For femte gang genforenes Ryan Coogler og Michael B. Jordan i et samarbejde, der kun bliver bedre og bedre.

Denne gang handler det om race og racisme, om kærlighed og sorg. Men måske handler det allermest om musik og vampyrer. Og det virker. Og det er fedt!

I 1930’ernes Mississippi vil tvillingerne Stack og Smoke, begge spillet af Jordan, åbne en “juke-joint” med musik og dans. Det er dog lettere sagt end gjort, når man er sort i en sydstat i USA – og samtidig bliver jagtet af en irsk vampyr.

Med sig har fætteren Sammie, også kaldt ”Preacherboy”, der spiller musik så intenst og guddommeligt, at det nærmest føles som en gave fra højere magter. I en specifik, helt fantastisk scene formår Sammies musik at bryde både tid og rum. 

Mytologi om vampyrer, musik og hoodoo-magi blandes i en skør, underholdende og blodig fortælling om gangstere, race-segregation og forskellige former for kærlighed. Resultatet er denne vanvittige “southern gothic”-actionfilm, der aldrig glemmer at underholde. Og den leverer varen.

‘Sinners’ er en frisk og unik historie, der skiller sig markant ud i en filmverden præget af Hollywoods endeløse reboots og genfortællinger.
Med sine 16 (!) Oscar-nomineringerne er det ingen overraskelse, at ‘Sinners’ optræder på listen over årets favoritter. Det er en film, der skal ses – og meget gerne flere gange.

Skrevet af Amalie Caroline Anderson Isen. Læs hele Nosferatus anmeldelse her.

‘Bring Her Back’ er mesterlig, håbløs horror som aldrig set før

Som skeptiker af den australske debutfilm ‘Talk To Me’ (2022) gik jeg faktisk ind i biografen til instruktørduoens anden film med nærmest ikkeeksisterende forventninger. Jo, jeg kunne se appellen i endnu en film om unge og det overnaturlige, men for mig var der for meget chokværdi og for lidt substans.

Derfor blev jeg overvældet af både lykke, tragedie, traume, uhæmmet galskab – og raseri – da det viste sig, at ‘Bring Her Back’ endte med at være et mesterværk.

Philippou-brødrene har gravet noget frem, man sjældent ser i gysergenren: en fortælling omklamret af død og smerte, desperation og fortvivlelse, som slukker ethvert håb for en lykkelig slutning. Alligevel emmer filmen af noget så stærkt og håbløst som kærligheden til en rådden verden.

Det er ubegribeligt for mig, at Sally Hawkins ikke nævnes i samme kaliber som Oscar-nominerede Amy Madigan i ‘Weapons’. Hawkins giver Carries mor baghjul i sit livs rolle, hvor ondskaben er både nådesløs og intim.

‘Bring Her Back’ river dit hjerte ud og banker det sønder og sammen. Selvom alt virker håbløst fra begyndelsen, beder instruktørerne os alligevel om at gøre det umulige: at holde fast i håbet. At rejse os igen og igen, selv når intet andet end ulykke venter forude. For selv når håbet er slukket, og filmen er slut, fortsætter verden sin gang. Og endnu stærkere end døden er – stadig – kærligheden.

Skrevet af Lennon Dikov. Læs hele Nosferatus anmeldelse her.

‘F1’ er årets mest forudsigelige film – og måske også den bedste

Kald mig klassisk, men når én af Hollywoods gulddrenge vender tilbage på det store lærred, er jeg klar. Derfor sad jeg spændt fast i cockpittet, da Brad Pitt tog førersædet i Joseph Kosinskis hæsblæsende racerbrag, ‘F1’.

Kosinski var med til at redde biograferne under pandemien med ‘Top Gun: Maverick’, hvor Tom Cruise blev sat i et rigtigt jagerfly med kameraer spændt fast i cockpittet. I 2025 gentager han præcis samme greb – bare på Formel 1-banerne.

‘F1’ opfinder ikke den dybe tallerken. Historien er regnet ud, før bilen har rundet første sving, og filmens dramaturgi følger en velkendt Hollywood-skabelon. Men det er fuldstændig ligegyldigt. For filmen er så teknisk velsmurt og så kompromisløst eksekveret, at man er topunderholdt fra start til mål.

Brad Pitt spiller legenden Sonny Hayes – og spiller i virkeligheden også den bedste version af sig selv: karismatisk, cool og med lige dele selvironi og stjernestøv. Ingen andre kunne have båret rollen på samme måde, og vi falder pladask for hans charme.

‘F1’ leger med sanserne, som kun få film gør. Kameraer monteret direkte på rigtige F1-biler, ægte baner og en kompromisløs tilgang til realisme gør, at man næsten kan lugte det brændte gummi.

I andres hænder kunne det være blevet kedeligt. Her bliver den formulariske struktur i stedet forvandlet til årets mest medrivende biografoplevelse.

Skrevet af Tobias Gilbert. Læs hele Nosferatus anmeldelse her.

‘Train Dreams‘: Et melankolsk mesterværk om livet i det stille og det storslåede

Det er som en sommerlun dagdrøm og et sønderknusende mareridt på en og samme tid at gøre sig selv den tjeneste at se dette filmiske mesterværk.  

Hvis man ikke er til melankolske, tårepersende film, er ’Train Dreams’ nok ikke noget for dig. I begyndelsen af 1900-tallets USA møder man Robert, spillet af den formidable Joel Edgerton, som efter en tragedie forsøger at finde mening i en ubarmhjertig og foranderlig verden.

Filmen portrætterer en enlig mands stille liv, men inviterer samtidig til refleksion over, hvordan man kan finde noget smukt og bevægende i simpliciteten.

Roberts fremmedgørelse over for verden omkring ham akkompagneres af eventyrlige skildringer af den vilde natur, som han år efter år arbejder sig igennem i sin tid som skovhugger og banearbejder.

Sammen med Robert lærer man, at kærligheden findes i livets små øjeblikke – som at nyde en film i biografsalens komfortable mørke, eller når han flyver i en flyvemaskine for første gang og med et drømmende smil pludselig ser verden på hovedet. Filmen er en rørende påmindelse om, at livet ikke går i stå, når tragedie rammer, selvom det ofte kan føles sådan.

Når filmen slutter, sidder man tilbage med et hjerte, der langsomt brister. Men lad de storslåede naturbilleder føre dig væk fra verdens uretfærdigheder – og fra Roberts uudholdelige sorg.

Skrevet af Nandi Botha.

‘One Battle After Another’ er den action komedie, jeg ikke vidste, vi havde brug for

Da jeg satte mig ind i biografen for at se instruktør Paul Thomas Andersons seneste film, ‘One Battle After Another’, havde jeg ikke særligt høje forventninger. Ikke fordi jeg tvivler på hans evner som instruktør – ‘There Will Be Blood’ og ‘Boogie Nights’ er mesterværker. Men den følelse af kedsomhed, jeg sad tilbage med efter at have set ‘Phantom Thread’, lurede bagerst i min hjerne og råbte “DEN VARER 2 TIMER OG 41 MINUTTER.”

Det viste sig at være de bedste 2 timer og 41 film-minutter, jeg oplevede sidste år. Fra start til slut bliver man kastet rundt i en hæsblæsende tovtrækning mellem et fascistisk militær og den kampklare modstandsgruppe French 75, ledet af den benhårde Perfidia Beverly Hills (Teyana Taylor) og bombeeksperten Bob Ferguson (Leonardo DiCaprio), hvis datter kommer i klemme i de revolutionæres kamp.

Man griner, væmmes og græder lidt på én og samme tid, mens man oplever DiCaprio som en forvirret stofmisbruger, der desperat forsøger at finde en stikkontakt, og Sean Penn som en liderlig incel-oberst uden fornemmelse af sociale cues. Alt sammen drysset med politiske agendaer, autokrati, ekstremisme og kristen nationalisme, der afspejler det nuværende USA. 

‘One Battle After Another’ er frembrusende, kompromisløs og voldsom – og for første gang føles det, som om Paul Thomas Anderson taler direkte til sit publikum i et råb om hjælp for sit hjemlands tvivlsomme fremtid.

VIVA LA REVOLUTION!

Skrevet af Sarah Eline Nygaard. Læs hele Nosferatus anmeldelse her.

Redaktionen hos Filmmagasinet Nosferau håber, at du er tilfreds med vores liste. Kan du ikke få nok film-snak, der taler om året 2025, kan du lytte til vores podcast om de 10 bedste film i 2025. Her gennemgår Benjamin Vang Blaakilde, Tobias Gilbert og Sarah Eline Nygaard, hver deres top 10-liste af favoritfilm. Du kan lytte med her, eller hvor end du lytter til dine podcasts.