Nogle gange forundres man over at det saglige fundament i filmproduktioner må lade livet, for at gøre plads til den kulørte fortællings sans for tiltrækningskraft. Det er den nye film fra den romantiske komedies godfather, Richard Curtis, et sørgeligt testamente på. For hvordan slipper man fra et manusskrift der indeholde lige dele komedie, romantik, par- og familieforhold og tidsrejser?

Og ja, kære læser, du læste ikke det sidste ord forkert.

Den kejtede og fjogede Tim (Dohmnall Gleeson) får på sin 21 års fødselsdag indblik i sin families helt store hemmelighed; han er i stand til at rejse tilbage i tiden. Dog kun tilbage til situationer han selv har oplevet. Herved får Tim mulighed for at ændre sit liv til det bedre hvilket han ivrigt forsøger, da han en dag møder sit livs kærlighed hos den ligeså, ganske kejtede Mary (Rachel McAdams).

Det er bevist ved et antal seværdige lejligheder i instruktør Richard Curtis filmvirke at hans romantiske komedier kan andet og mere end at være underholdende. Det gives der eksempelvis solide bud på i tidsklassikere som Notting Hill og Love Actually.

Men mens disse film formår at lade deres personskildringer hvile på et virkelighedsnært fundament, svæver About Time i en gådefuld sekundær verdensskildring, i sit forsøg på at inkorporere tidsrejser som en ganske naturlig dagligdagsaktivitet. Det ender desværre med, set i lyset af den britiske produktion, at About Time minder mere om et afsnit af Dr. Who end om tidligere Curtis-produktioner.

Ser man bort fra tidsrejserne, når About Time i sine fineste momenter ej hellere op på samme stadie som førnævnte film. Det skyldes til dels at filmen strækker sig over to meget langtrukne timer. Filmens titel og tematik i mente, er det svært at finde gnisten efter at den første halvanden time har passeret. Og det til trods for at filmens klare følelsesmæssige højdepunkt (og der med også kleenex-boksens endeligt) netop findes her.

Det er desværre heller ikke noget en solid omgang britisk humor kan redde bod på. Heldigvis leveret hjertelig og godmodigt tør som en kiks til eftermiddagsthe’en. Især i hænderne på det suveræne lyspunkt i filmen, rent skuespilsmæssigt, Dohmnall Gleeson. En hovederolle der må siges at have fundet sin plads i komedien efter en ganske mislykket præstation som Bill Weasley i Harry Potter-serien.

Filmen skal dog have et solidt skulderklap for at levere et af årets bedste soundtracks. Et sammensurium af moderne kompositioner for klaver (Arvo Pärt heriblandt), mikset op med alt godt fra den øverste pophylde, i form af The Killers, Groove Armada, The Cure og en tårevridende Nick Cave på ‘Into My Arms’ for bare at nævne nogle få. Det virker som det skal – og så lidt til.

Og så har jeg slet ikke nævnt Bill Nighy. Men til dem der kender til fænomenet og charlatanen, skal der ikke ytres mere end blot; hvad tror i selv?