Det fine røde hus har været i familien i generationer. Det har set alt, hørt alt, og en voksende flænge i væggen vidner om det. Men hvad kan det holde til, når det er det eneste, der holder familien sammen?

Normalt er min notesbog åben, klar til at nedfælde tanker om alt, jeg ser. Men her var det umuligt. Fra første scene var jeg klistret til lærredet, ude af stand til at kigge væk.

Og af god grund. Joachim Trier har skabt en film, der både nænsomt og uhyggeligt præcist skildrer det anstrengte forhold mellem en ambitiøs og fraværende kunstnerfar og hans to døtre, der hver især er påvirket forskelligt af forholdet til ham. 

Det er en historie om generationelle traumer, der i årevis har skubbet familien fra hinanden. Efter morens død kommer faren, Gustav (Stellan Skarsgård), med en noget atypisk håndsrækning: Han har skrevet en selvbiografisk film og vil have sin ældste datter, Nora (Renate Reinsve) i hovedrollen som sin mor. 

Om det er et forsøg på forsoning eller på at forstå sin egen historie bedre, er uklart. Men det er tydeligt, at svarene gemmer sig i barndomshjemmet, hvor både han og døtrene er vokset op. Spørgsmålet er bare, om huset vil give dem det. 

Kunstnere på toppen af alt

Det er ingen overraskelse, at de fire prominente skuespillere alle blev Oscar-nominerede for deres præstationer. Elle Fanning, der spiller den amerikanske stjerne Rachel Kemp, er uimodståelig i sin skildring af en skuespiller, der hungrer efter mening i sit arbejde.

Over for hende står en lige så desperat Stellan Skarsgård, der hiver hende med til Norge for at spille hovedrollen i sin film – i stedet for Nora. Mellem dem opstår en række fænomenale øjeblikke, og det er fristende at sige, at Skarsgård aldrig har været bedre.

Det samme gælder dynamikken mellem de to søstre, Nora og Agnes (Inga Ibsdotter Lilleaas). Har man selv en søster, går deres forhold øjeblikkeligt i hjertet. Ikke blot ligner de hinanden – deres fælles traumer og det sårbare bånd, det har givet dem, føles ægte og dybt rørende.

Uden hæmninger konfronterer de deres far, der uden emotionel intelligens famler i tågen efter det fortabte forhold til dem. Det er smertefuldt at være vidne til, men også smukt, når de – trods alt –  finder frem til det smukkeste i livets grimmere sider.

Familien i front

Det mest imponerende ved ‘Affektionsværdi’ er Triers sikre greb om sit publikum. Han berører ubehagelige emner og lader karaktererne tage de nødvendige, hårde samtaler – uden at det hverken er tåkrummende eller træls.

Tværtimod vækker det familiære følelser. Jeg ved ikke, hvordan det er at være far, men jeg ved, hvordan det er at være datter og søster. Og selvom fortællingen ikke er universel, føltes det sådan, mens man ser den.

Huset fungerer som filmens centrale ramme – et sted hvor både karakterer og publikum kan rumme alt det, der sker. Intet føles tilfældigt, og med et lille drys af hyggelige, morsomme og hjertevarme øjeblikke er filmen i hus.

Kunsten at skabe et mesterværk

Det lyder måske fjollet at kaste en Hollywoodstjerne ind i en dysfunktionel norsk familie – men det er netop dét greb, der får filmen til at åbne sig.

Ingen kan tale om det, der ikke findes et sprog for – men det kan kunsten. Filmen afspejler sig selv nærmest meta-agtigt i sin undersøgelse af, hvordan vi finder mening gennem fortællinger, når virkeligheden er for svær at håndtere.

‘Affektionsværdi’ når at få affektionsværdi længe før rulleteksterne begynder. For der findes intet smukkere og mere ægte end at kunne mærke karakterernes følelser helt ind i kroppen.

Det er næsten utilstrækkeligt blot at kalde det Joachim Triers bedste film. Det er meget mere end det: en af de mest vellykkede og bevægende film, der er skabt i Skandinavien i nyere tid.