Det føles ikke som fiktion, men snarere som en arbejdsdag, man næsten ikke kan holde ud at være vidne til.

Fru Kuhn skal have skiftet ble, den døende Hr. Schneider skal have smertestillende, og Hr. Osmani skal køres på operationsstuen så hurtigt som muligt. Det er blot tre af de patienter, sygeplejersken Floria Lind (Leonie Benesch) har ansvar for på en travl kirurgisk afdeling i Schweiz. Og det bliver hurtigt tydeligt, at hun har alt for meget at se til.

Hvis man troede, at filmindustrien var mættet af historier om pressede hospitaler, kan man godt tro om igen. Den tysk-schweiziske ‘Aftenvagt’ genopfinder ikke genren, men intensiverer den.

Med hastige skridt og et målrettet blik bevæger Floria sig fra stue til stue i et tempo, der sjældent giver plads til at trække vejret. 

Kameraet følger hende tæt, og vi lægger øre til både ris og ros, mens hun skiftevis agerer sygeplejerske, terapeut og praktisk altmuligperson.

Det er næsten koreograferet som en dans, når sygeplejerskerne bevæger sig omkring hinanden uden at kollidere. Under overfladen ligger en konstant uro, og fornemmelsen af, at noget snart går galt, slipper aldrig sit greb.

Ingen ville opdage, hvis man døde her

Selv den mest omsorgsfulde sygeplejerske kan ikke tilfredsstille alle. Når det gælder vores helbred, bliver tålmodigheden hurtigt erstattet af frustration – og det går ofte ud over dem, der forsøger at hjælpe. 

En VIP-patient kræver særbehandling og stiller spørgsmålet: “Hvem ved egentlig noget her?” som om svaret ikke står lige foran ham.

Det er åbenlyst, at instruktør Petra Volpe ønsker at øge respekten for sygeplejerskefaget. Det lykkes især i de små øjeblikke: når Floria stopper op for at tage en slurk vand, eller når hun beroliger en forvirret ældre dame med sang.

Det er stille påmindelser om, hvor meget der forventes af hende – ikke bare fagligt, men menneskeligt.

Samtidig viser filmen glimt af et system, der er ved at briste. Førsteårseleven Amelie sendes konstant rundt som en slags forlænget arm i et allerede presset maskineri. Hun løber lige så stærkt som de erfarne, men uden samme overblik. 

Det understreger, at presset ikke kun ligger på de få, der kan holde til det, men også på dem, der knap er begyndt.

Heltinde eller supermenneske?

Titlen ‘Aftenvagt’ siger én ting, men originaltitlen ‘Heldin’ (‘heltinde’) giver en helt anden betydning. 

For filmen handler i høj grad om det heroiske i det usynlige arbejde. Netop her opstår også en af dens få svagheder: Floria Lind fremstår næsten for kompetent. For rummelig. For ufejlbarlig.

Hun husker alt, løser alt, trøster, prioriterer og performer – selv når hun er ved at bryde sammen. 

Det er imponerende at overvære, men balancerer også på kanten af det idealiserede. For hvad siger det egentlig om systemet, hvis det kræver et decideret supermenneske at få det til at fungere?

Filmen vil tydeligvis hylde sygeplejersken som helt(inde). Men i forsøget risikerer den også at gøre problemerne til et spørgsmål om individets styrke frem for systemets ansvar.

Den klareste stjerne

Det ændrer ikke på, at Leonie Benesch er fuldstændig fremragende. 

Med et kontrolleret kropssprog og en konstant underliggende spænding formår hun at spille udmattelse uden at gøre den teatralsk. Hun hæver sjældent stemmen, men man mærker presset i hvert blik og hver bevægelse.

Ligesom i den oscarnominerede ‘Lærerværelset’ (2023) spiller hun en karakter, der forsøger at holde fast i sin professionalisme, mens hun langsomt presses til grænsen. 

Selvom der er tale om endnu mindre armbevægelser i ‘Aftenvagt’, er effekten den samme. De samme små revner i facaden rammer hårdt.

Flere scener er så intense, at man næsten glemmer at trække vejret. Først når de er overstået, mærker man klumpen i halsen og tårerne på kinderne.

‘Aftenvagt’ er intens, rørende og dybt frustrerende. Ikke fordi den overdriver virkeligheden, men fordi den føles så tæt på. 

Spørgsmålet er bare, om det virkelig burde kræve en heltinde at klare en helt almindelig vagt.