Disney er for alvor klar til at overtage filmverdens herredømme med deres masseopkøb, men det bliver ikke på et flyvende tæppe.
Disney-flodbølgen af live-action-remakes er godt i gang. Til juli får vi lov til at opleve Mufasa blive dræbt af Scar gennem computergrafikkens vidunder. Og for nyligt genoplivede de Dumbo med hjælp fra Tim Burton. Nu er det Aladdins tur til at tage runden på samlebåndet i Disneys live-action-fabrik. Desværre er slutresultatet meget lig det andet, der er blevet spyttet ud. Men er det ikke også meningen med et samlebånd?
Gettin’ Genie Wit It
Det er den samme historie, som vi kender den, men den har fået lov til at folde sig mere ud. Med sin 40 minutter længere spilletid er der plads til, at Aladdin og Jasmin bedre kan forelske sig. Karaktererne har fået mere belæg for, at de handler, som de gør. Det hele er naturligvis mindre skørt og mere poleret.
Will Smith har fået en næsten umulig opgave i at skulle genoplive Genie efter Robin Williams’ legendariske præstation. I stedet for meta-jokes og utallige referencer til filmikoner er Will Smith ”Rap fyr i L.A.-Genie”, hvor charmen kommer til sin ret. Han har endda fået sin helt egen lille kærlighedshistorie.
Fresh Prince ser dog allerbedst ud au naturel og ligner lidt en blanding af en smølf og en muskuløs udgave af Casper det venlige spøgelse i filmen. Men det går nok.
Where dreams come true
Disney-magien lever for fulde drøn, når de velkendte sange bliver akkompagneret af voldsomme strygere og blæsere. ”Friend Like Me” vælter en bagover i al sin storslåethed, giraffer og neonfarver – undertegnende havde nært fået et anfald af Disney-magi. Man ser sjældent lignende, og sidst var da jeg så live-action remaket Skønheden og Udyret (2017) med sangen ”Be Our Guest”. Det er her, hvor live-action-idéen tilsat et ordentligt læs computergrafik kommer til sin ret.
Hvor bor kamelerne?
Man skulle tro, at en live-action udgave ville give karaktererne mere dybde, personlighed og ikke mindst menneskelighed. Jasmin og Aladdin er desværre fladere end deres 2D-ophav. Jasmin har mindre girl-power, men hun er også mindre sexet. Aladdin er ligeså charmerende og usikker, men mere kedelig. Jafar er til gengæld lige så skurkagtig, men mere sexet.
Måske har det noget at gøre med, at alle karakterer udover vores hovedpersoner har en arabisk-accent. Aladdin og Jasmin taler amerikansk, og Jafar taler nærmest britisk. Det giver en underlig smag i munden. Det er i hvert fald en god blanding af det mystiske Østen (hvis vi tænker Øst som i alt vest fra Hollywood), når de storslåede dansescener ligner noget taget fra en Bollywood-film.
Ny vin på gamle flasker
Det kan virke, som om, Disney ivrigt forsøger at holde Disney-magien i live ved at drive rovdrift på vores nostalgi. Og det er svært at forsvare det faktum, at Disney laver genindspilninger af klassikerne, der sad lige i skabet første gang. Det kræver som det allermindste, at genfortolkningerne byder på noget slående og nyt, sådan så det passer lige ind i tidens ånd samtidig med, at den forbliver tidsløs.
Og der skal der desværre ret meget til. Man har heller ikke knækket koden med Aladdin, men til gengæld har man skabt en underholdende film – der skal ses alene for dens særlige Disney-magi, der er tilsat en ordentligt sjat computergrafik og Bollywood-krydderier.
