I en “spirituel efterfølger” af kultklassikeren ’Anaconda’, gentænker instruktør Tom Gormican og medmanuskriptforfatter Kevin Etten det oprindelige 90’er forlæg som en actionkomedie sprængfyldt med gode oneliners og selvironisk humor — men filmen har svært ved at holde tempoet.

Midtvejskriser og uopnåede drømme er fællesnævnerne for medlemmerne af den gamle gymnasievennegruppe i ’Anaconda’. Trods ungdomsdrømmen om filmskabelse har Doug (Jack Black) gjort karriere i at producere bryllupsvideoer, Griff (Paul Rudd) er en mislykket og udbrændt skuespiller, Kenny (Steve Zahn) forsøger at blive tørlagt efter sit misbrug, og Claire (Thandiwe Newton) er en ulykkelig advokat, hvis mand har været hende utro med sin tandplejer. Da muligheden for at genindspille deres barndomsyndlingsfilm ’Anaconda’ byder sig, rejser de til Amazonas’ regnskov, hvor alt, der kan gå galt, går galt.

Hvor jungleloven råder

Det er ingen hemmelighed, at Black er på hjemmebane, når det kommer til junglen, og i den her rolle er han ekspert i at spille den uheldige og lettere uerfarne filminstruktør, som man kun kan holde af.

På samme måde er alle karaktererne godhjertede, men ynkelige og uduelige, måske med undtagelse af Claire, som ikke er bange for at træde i karakter, når det gælder liv eller død.

Men i junglen er det den stærkeste, der overlever, og der går ikke længe, før vores hovedpersoner tvinges til at vokse med udfordringerne og stå ansigt til ansigt med det mest sårbare i dem selv.

Filmens budskab er, at det aldrig er for sent at gå efter drømmen, og det bliver i høj grad reflekteret i karakterudviklingen. Alle hovedpersonerne har hver deres handlingsforløb og udfordringer at overkomme i håbet om at ændre deres livskurs, men især den kejtede Kenny skiller sig ud.

Kenny er personifikationen af en tennissok. Han er en dørmåtte af den anden verden og duer faktisk ikke til ret meget andet end at køre alt af sporet, men ikke uden sine enkelte heroiske øjeblikke. Zahns præstation er så subtil og stilren, at man fuldstændigt glemmer, at det er skuespil. Han bærer filmens komiske element på sine skuldre.

En førsteklasses præstation af omvæltede forventninger

’Anaconda’ er ikke bange for at trække tæppet væk under dig, men kæmper alligevel med at holde tempoet.

Filmen begynder med et brag, men bliver derefter trukket for langt ud – til trods for dens knap 100-minutters spilletid. Der går lang tid med meget lidt udvikling i både handlingsforløb og karakterer, efter at holdet er rejst til Brasilien og begyndt deres genindspilning.

Først da deres lejede slange dør under optagelserne, og Griff og den ikke-certificerede slangetæmmer Santiago (Selton Mello) må bevæge sig ud i Amazonfloden iført waders for at finde en ny slange, går filmen for alvor i gang.

Alligevel sidder man ikke og keder sig. Ikke alle karakterer er, hvem man tror, de er, og hver gang man tror, man ved, hvilken retning filmen tager, gør den det stik modsatte. Den er eksemplarisk i at opsætte forventninger og så vende dem på hovedet.

Selvbevidst og ikke hævet over humoren

Som en ultra-meta film-i-en-film — lidt i retningen af Ben Stillers ’Tropic Thunder’ — er ’Anaconda’ selvbevidst om sine styrker og svagheder. Filmen er lige så åndssvag og fjollet som sin forgænger, men den her gang er det med vilje og uden at tage sig selv for seriøst.

Der bliver ikke stukket meget dybere end karriereutilfredshed, almindelig jalousi og tabte drømme, og når Doug og Griff lidt overfladisk snakker om, at en film skal ”handle om noget” og have ”tematikker”, er det ikke helt ved siden af netop den her film.

Karaktererne udvikler sig undervejs, men forbliver alligevel overraskende flade. Claire har både handlekraft og potentiale til at fungere som filmens motor, men hendes initiativ får sjældent lov at ændre noget som helst. Samtidig opbygges der trusler i junglen, som aldrig for alvor bider fast – og når faren ikke har konsekvenser, forsvinder både spænding og fornemmelsen af, at noget reelt står på spil.  

Men det er heller ikke her, filmens styrke ligger. ’Anaconda’ er letfordøjelig og umådeligt underholdende med sine kække stikpiller til brug af IP’er (Intellectual Property) og sine unikke komiske øjeblikke, som leger med originalmaterialet gennem nye karakterer og skaber en oprigtig forbindelse mellem publikum og fortællingen.

Hæmningsløse actionscener fylder også en markant del af filmen, som lever højt  på eksplosioner af både pyroteknik og nostalgi – lige fra soundtracket til scenefyrværkeriet. Det er en genial nytænkning af tilgangen til reboots i sin vilde, vanvittige komik placeret midt i den farligste kulisse, man kan forestille sig.