Dansk instruktør-legende er tilbage. Med film som ‘Blinkende lygter’ og ‘Adams æbler’ i bagkataloget tilføjer Anders Thomas Jensen nu endnu en voldsparat absurditet til filmografien.

Humoren er lige så rå, som den altid har været, og den springer ud af munden på skæve karakterer, der er alt andet end stuerene set med 2025-øjne. Alligevel er det tydeligt, at Thomas Jensen forsøger at imødekomme den identitetspolitiske tidsånd – men det er også tydeligt, hvor han taler fra.

Filmen behandler identitetens nuancerede væsen på både sarkastisk og nænsom vis. Balancen tipper dog med analogier, der virker stærkt kritiske overfor woke-bevægelsen. Men hvis man tager filmen, for hvad den er: grotesk og mørk komik, er det en fornøjelse at se med!

Penge og problemer

Anker (Nikolaj Lie Kaas) er blevet løsladt efter 15 år i fængsel for et kup. Halvdelen af pengene, 42 millioner, blev aldrig fundet af politiet. Anker nåede at instruere (den neurodivergente) Manfred (Mads Mikkelsen) i at grave pengene ned ved deres barndomshjem langt ude i en skov. 

Anker vil have fat i pengene igen, men Manfred er ikke samarbejdsvillig. Ankers fængsling har taget hårdt på Manfred, hvilket har resulteret i, at han nu identificerer sig som John Lennon. Simpelthen. 

Deres søster, Freja (Bodil Jørgensen), forklarer Anker, at det er vigtigt, at han kalder Manfred “John”, ellers selvskader han i protest. 

Og ganske rigtigt: På vej mod barndomshjemmet kaster Manfred/John sig ud ad bilen, da Anker irriteret tiltaler ham ved det gamle navn. Ulykken resulterer i en indlæggelse på psykiatrisk afdeling, hvor Manfred får diagnosen dissociativ personlighedsforstyrrelse. 

Mikkelsens præstation som både forsagt og forstyrret sidder lige i skabet, og går godt i spænd med Kaas’ kriminelle kyniker. Dynamikken mellem de to er enestående; broderkærligheden ligger hele tiden lige under overfladen. 

Grotesk terapi

På hospitalet møder Anker psykiateren Lothar (Lars Brygmann), der mener, at de kan frigøre Manfred fra hans traumer ved at bygge en virkelighed op omkring ham, der matcher hans egen indre virkelighed. Lothar bliver derfor fast besluttet på at genskabe The Beatles ved at finde patienter, der identificerer sig som de resterende medlemmer.

Og en-to-tre så står en psykiatrisk version af The Beatles i skoven ved barndomshjemmet, med både trommesæt og elguitarer. Anker har mistet overblikket, men er fortsat fokuseret på at finde pengene. 

Barndomshjemmet udlejes nu på Airbnb af det umage ægtepar Werner (Søren Malling) og Margrethe (Sofie Gråbøl), der med hver deres finurligheder bidrager til den vidunderlige kaotiske kontekst. Sofie Gråbøls Margrethe, en både smuk og handlekraftig kvinde, er et frisk pust i Anders Thomas Jensens filmografi. 

Tempoet i fortællingen og dens mange forviklinger er utrolig morsomme. Man bliver revet med og køber præmissen. Dialogerne er tilmed knivskarpe og leveret med præcision. Dog er Lothars gentagne referencer til Ikea som forbilledlig organisation i peptalks rettet mod “The Beatles” i længden rimelig trættende.

Forhandlinger af virkelighed og identitet

‘Den sidste viking’ handler mest af alt om identitet. Med replikker som: “Der er ikke noget menneske, der kun er én ting”, belyser Thomas Jensen, hvor kompleks menneskelig identitet egentlig er. Det er banalt, men med de seneste års identitetspolitiske debatter in mente fremstår det forfriskende og medierende. 

Samtidig er det svært ikke at betragte hele John Lennon-miseren som en abstrakt kommentar til debatten om transkønnethed og pronominer. Werner stemmer for eksempel i med: “Man kan ikke bare vælge sit eget navn. Jeg kan ikke bare kalde mig selv for Werner Kæmpepik. Det skal afspejle virkeligheden”. 

Spørgsmålet om virkelighed er et gennemgående tema. En af “Beatles-medlemmerne” hævder eksempelvis at have lyst hår og blå øjne, selvom han er af mellemøstlig afstamning. Hvilket ikke har den store komiske gennemslagskraft.

Overordnet fremstår Thomas Jensens projekt sympatisk. Man fornemmer, at han ikke stiller sig entydigt over for identitetspolitiske spørgsmål. Karaktererne udfolder emnets kompleksitet og nuancer. Dog bryder filmens animationsspor desværre den ellers imødekommende og medierende stemning.

Ligestilling sat på spidsen

I animationen udfoldes en historie om en vikingehøvding, hvis ene søn mister sin arm i kamp. For at sønnen ikke skal føle mindreværd, beslutter høvdingen, at alle i landsbyen skal have skåret en arm af. “Når hans virkelighed ikke kunne ændres, måtte virkeligheden omkring ham ændres”, lyder det fra fortælleren. Vikinger har det dog med at miste op til flere lemmer i kamp, så “ligestillingsstrategien” får fatale konsekvenser. 

Fortællerens omtale af landsbyfolkene som “kvinder og mænd”, der nu, efter diverse amputationer, er lige meget værd, leder tankerne hen på samtidens kønskvoter og ligestillingsdebat. 

Animationsfilmens sarkasme fremstår som en spydig stikpille, der om ikke andet er rettet mod en sygelig optagethed af lighed. Hvilket som regel forbindes med wokeisme.

Men langt de fleste på woke-fløjen vil aldrig hævde, at lige behandling fører til ligestilling. Derimod er det forskelsbehandling, der netop gennem kvoter ofte fremsættes som vejen frem. 

Som wokeist kan man derfor grine med og ryste på hovedet af den yderliggående høvding. Men når woke-fløjen i den offentlige samtale samtidig bliver beskyldt for både ekstremisme og forfald til laveste fællesnævner, kan smilet hurtigt stivne.

I kunstens frirum tager man sig friheder

Anders Thomas Jensen viser, at han ikke har sovet under en privilegeret GenX-sten de seneste år (i så fald kun en lur). Samtidig formår han at bevare sit karakteristiske filmsprog, der uundgåeligt får publikum til at holde af ellers stærkt problematiske karakterer.  

Det er svært at udlede et entydigt identitetspolitisk budskab af filmen, hvilket i sig selv er en kvalitet, for her er der tale om kunst, ikke politik. 

Ja, man kan føle sig stødt af diverse analogier, der læner sig tæt op ad hyppig kritik af wokeismen. Men præmissen er sat så meget på spidsen, at det ikke giver mening. For så er det jo én selv, der ender med at sammenligne transkønnethed med psykisk sygdom og ligestilling med forfald til laveste fællesnævner, hvilket ville være paradoksalt. 

Nej, så hellere nyde ‘Den sidste viking’ som en film, der faktisk formår at balancere grotesk vold og komik med en imødekommende tilgang til almenmenneskelige spørgsmål om identitet og forhandlinger af virkelighed(er).