Portrættet ‘Andrey Tarkovsky: A Cinema Prayer’ synes ligeså overflødigt, som Tarkovskys syv spillefilm er uforlignelige.

Sidste sommer faldt jeg i snak med en violinist. På et tidspunkt spurgte jeg, om hun kunne lide andre kunstformer end musik, for eksempel film. Prompte – og med en vis aristokratisk stolthed – svarede hun, at hun aldrig så film, da hun opfattede en sådan aktivitet som det rene tidsspild.

Hvis hun tænkte sådan, svarede jeg, kunne hun umuligt have set en film af russiske Andrey Tarkovsky (1932–1986).

Jeg vil stadig anbefale Tarkovskys værker til enhver, mens jeg er mere forbeholden over for den seneste portrætfilm om den afdøde filmkunstner, ‘Andrey Tarkovsky: A Cinema Prayer’. Filmen synes hverken at kaste nyt lys over kunstnerens oeuvre, liv eller filosofi; nej, den virker snarere som et portræt, der ikke har til hensigt at gøre andet end at hylde Tarkovsky som et enestående geni.

Tarkovsky om Tarkovsky
Det mærkes ikke umiddelbart, at ‘Andrey Tarkovsky: A Cinema Prayer’ er skrevet og instrueret af Andrey Tarkovskys egen søn, Andrey A. Tarkovsky (jep, kun A.-et adskiller dem). Og dog.

Modsat så mange andre portrætter om afdøde kunstnere, som ofte fortælles af “talende hoveder”, er det Andrey Tarkovskys egen stemme, der guider publikum igennem størstedelen af filmen. I den forstand er det ikke kun en søns portræt af sin far, men også et slags selvportræt, hvor lærredet og højtalerne overlades til den afdøde kunstner selv.

Foruden de sjældne lydoptagelser – hvor Andrey Tarkovsky reflekterer over sine værker, over kunsten og over den ubegribelige tilværelse – bidrager filmen med hidtil ukendte digtoplæsninger af Andrey Tarkovskys far, den store digter Arseny Tarkovsky (1907–1989). Da Arseny Tarkovskys digte og Andrey Tarkovskys refleksioner i sig selv fascinerer og appellerer til fantasien, er det så meget mere ærgerligt, at filmen forekommer fantasiløs og forudsigelig.

Fra vugge til grav
Filmen er opbygget efter et kronologisk narrativ, der følger slavisk Andrey Tarkovsky fra vugge til grav og er inddelt i fire afsnit: “Childhood and youth”, “Work in cinema”, “Leaving Russia” og “The artist as a prophet”.

Imellem og under Andrey Tarkovskys endeløse voice-overs – ja, grebet bliver desværre overbrugt – vises uddrag fra Tarkovskys film samt arkivmateriale. Arkivmaterialet består hovedsageligt af Tarkovskys egne polaroidbilleder, der vel og mærke har været kendt for offentligheden længe, og som til trods for deres skønhed, virker uvedkommende, ja nærmest sterile, grundet filmens kedelige klippestil.

Lige så poetisk og skarpt Andrey Tarkovsky klippede sine film, lige så umotiveret forekommer Tarkovsky junior at føre den virtuelle saks. Værst er det, når filmen bruger en slags dissolve-klipning – altså hvor et billede ligesom opløser sig i det næste – på en måde, der mest af alt minder om den slags overgange, jeg var vidne til under PowerPoint-fremlæggelser i folkeskolen.

En film som ikke skulle have været en film?
‘Andrey Tarkovsky: A Cinema Prayer’ er langt fra den eneste af sin slags. Den er nærmere det seneste skud på stammen af portrætfilm om Tarkovsky, der blandt de vellykkede tæller selvportrættet ‘Voyage in Time’ (1983) og Alexander Sokurovs ‘Moscow Elegy’ (1988). Modsat ‘Andrey Tarkovsky: A Cinema Prayer’ er de film lavet med stor kreativitet, fortællekraft og kunstnerisk nødvendighed. De er kort sagt film i sig selv, hvilket er noget af en bedrift for portrættører at opnå.

Endnu et problem ved ‘Andrey Tarkovsky: A Cinema Prayer’ er, at den synes at befinde sig et underligt sted mellem at være en introduktion til Tarkovskys oeuvre og et værk for indviede. Hvor de mange uddrag fra Tarkovskys film virker kedelige for en Tarkovsky-kender, forekommer refleksionerne over filmene uforståelige og interne for én, som endnu ikke har stiftet bekendtskab med hans filmkunst. Det kan min kæreste, som har set en enkelt film af ham, og jeg skrive under på.

Alt i alt er ‘Andrey Tarkovsky: A Cinema Prayer’ en overflødig film, som end ikke kunstnerne Andrey og Arseny Tarkovsky kan bære. Deres smukke ord synes at være det eneste nye og kraftfulde, filmen bringer til verden, og derfor ville den nok have fungeret bedre som bog eller podcast.

Selvom portrættet ikke synes at fungere, vil jeg stadig svare enhver, som betvivler filmkunstens eksistens:

Du har endnu ikke set en film af Andrey Tarkovsky.

‘Andrey Tarkovsky: A Cinema Prayer’ er en del af online-programmet for CPH:DOX 2020 og kan ses via følgende link (indtil den 30. april 2020):  https://cphdox.shift72.com/film/andrey-tarkovsky-a-cinema-prayer/

Du kan læse flere artikler fra Nosferatu om dette års online-festival her på siden.