Arcade Fire – The Reflektor Tapes

Musik er det nye sort
Musikdokumentarer synes at være “it” i denne tid. Året 2015  har indtil videre budt på premierer til Kurt Cobain-dokumentaren ‘Cobain: Montage of Heck’ og den meget anmelderroste ‘Amy’ , der omhandler Amy Whinehouses turbulente år blandt de dødelige – hermed er det dog ikke sagt at Cobains dage var mindre tumulte.

‘Arcade Fire: The Reflektor Tapes’ ligger sig i en noget anden grøft. Dokumentaren er langtfra så biografisk som de to tidligere nævnte dokumentarer og fokus er langt mere rettet mod tilblivelsesprocessen på bandets nyeste album ‘Reflektor’ fra 2013. Dermed går den i højere grad i fodsporene på ‘20,000 Days on Earth’, dokumentaren om Nick Cave og skabningen af hans album ‘Push The Sky Away’.

Ild i arkaden
For de uindviede, selvom jeg tvivler på at de eksisterer, er Arcade Fire et canadisk indie-rock band fra hipsterhovedstaden Montreal. Bandet blev dannet i 2001 af Win Butler. Efter en noget rodet opstart slog de igennem med deres album ‘Funeral’ fra 2004, der skabte den bølge af succes, som bandet fortsat surfer på. Arcade Fire drives primært af forsangeren Win Butler, hans kone Reginé Chassange og hans bror Will Butler. At bandets fokus er fordelt imellem det musikalske og det visuelle er særligt noget, der kommer til udtryk her i dokumentaren ‘Arcade Fire: The Reflektor Tapes’.

For ikke-fans vil dokumentaren dog være en meget sløj omgang. Den er nemlig lige så rodet som de kunstneriske tanker i Win Butlers hoved, og den viser som sådan ikke hverken skabelse af deres album eller deres turné. Gennem optagelser fra bandets indspilninger, koncerter og besøg på Haiti fodres vi dog med indtryk, som har skabt albummets lyd.

Især lyden er et af instruktør Kahlil Josephs’ primære værktøjer, og i flere klip høres kun en del af nummeret, f.eks. Win og Reginés vokaler. Netop disse lag af lyd er med til at vise, at Arcade Fire er en familie, hvor hver eneste lyd er med til at skabe den musikalske totaloplevelse. Reginé sammenligner selv disse lag med en diamant slebet på 10.000 sider. Desværre virker dette en anelse rodet og metoden bliver i længden så overbrugt, at det nærmere minder om lagene på et løg.

Film til den inderste cirkel
Kort sagt, så elsker jeg Arcade Fire. Deres gennembrudsalbum fra 2004 ‘Funeral’ er et af mine yndlingsalbum og en koncert med dem i Portland, Oregon i 2004 står som en af mine bedste oplevelser nogensinde. Desværre synes jeg alligevel, at denne dokumentar er noget unødvendig. Den bringer intet nyt til bandet og synes at mangle et større fokus på enten den kreative proces, lydsiden eller fortællingerne bag musikken. Nuvel, den fortæller kort om deres særlige forhold til Haiti, men ellers fremstår den desværre noget rodet og uden egentlig substans.

Hvor ‘20,000 Days On Earth’ på smukkeste vis, omend en anelse manipuleret, viste os geniet Nick Cave, gør Kahlil Josephs ‘Arcade Fire: The Reflektor Tapes’ desværre ikke noget i nærheden af dette. Jeg vil nærmest gå så langt som til at påstå, at du har lært mere om bandet af at læse denne anmeldelse, end hvis du blot havde se filmen. For inkarnerede fans er den dog absolut en aften værd. Men er du typen, der står bagerst til koncerterne og kun kan synge med på et par hits fra P3’s rotationsliste, så vil jeg anbefale dig at blive hjemme med en flaske rødvin og lytte deres albums igennem i stedet.