Back to the Future – Repremiere 28/7/11

Marty (Michael J. Fox) og Doc (Christopher Lloyd) i ave over at tidsmaskinen virker. Photo Courtesy: Universal Pictures

Af Annemette Traberg

Der er film, som man altid vender tilbage til. Film, som har den effekt at, når ens venner fortæller at de lige har brugt weekenden på at gense den, bliver man så nostalgisk at man får lyst til at smide dvden på og slænge sig foran fjernsynet. En sådan film er Back to the Future fra 1985. Filmen om Marty Mc Fly og Doc er fra Robert Zemeckis hånd og har Spielberg som afsender, og selvfølgelig en meget ung Michael J. Fox i hovedrollen.

Og hvorfor sidder vi så her på Nosferadio.dk og himler om en gammel 80er film? Simpelthen fordi der er repremiere på filmen i CinemaxX Classic regi i København, Odense og Aarhus. Nyrestaureret og med den reneste digitale 5.1 lyd. Et koncept, der får fuld opbakning herfra. For når det kommer til stykket er det nok de færreste fra generation y og ipod, og hvad de nu ellers hedder, der har set en klassiker som Back to the Future på det store lærred, denne anmelder havde i hvert fald ikke. Til gengæld kan de fleste vel nikke genkendende til historien om Marty McFly (Michael J. Fox), der bliver sendt tilbage til 1955, i den toptunede DeLorean, af den excentriske Doc Emmet Brown (Christopher Lloyd). Desværre kommer Marty til at blande sig lidt for meget i fortiden og starter en kædereaktion, der resulterer i at hans forældre aldrig mødes. Om det lykkedes Marty at få sine forældre til at falde for hinanden igen skal ikke røbes her.

Back to the Future var en spektakulær og opsigtsvækkende film, da den havde premiere tilbage i 1985. Den indbragte Universal over $380 millioner, og blev udråbt til årets film. Men filmen havde ikke haft en nem start, Disney sagde nej til filmen fordi de syntes, at det var et upassende plot, at Martys mor (fra 1955) bliver lidt lun på sin søn (fra 1985). Eric Stoltz, der oprindeligt  var castet i rollen som Marty, blev skiftet ud efter 5 ugers optagelse, men han kan stadig ses i scenen, hvor libyerne skyder efter Marty i DeLoreanen. Det var for dyrt at re-shoote scenen. Og sådan kan listen med anekdoter om kultfilmen nemt fortsætte.

Back to the Future har modtaget og vundet adskillige priser, og figurerer på alverdens ‘must see films before you die’-lister. Den gjorde Michael J. Fox til megastjerne i 80erne, og sidenhen blev der lavet både en toer (Marty og Doc i år 2015) og en treer (Marty og Doc i 1885). Det er klart, at at hvad der i 1980erne virkede overvældende og nyskabende i filmens verden, i dag er mega old school og blegner i forhold til div. episke film med al deres CGI, men Back to the Future har charme, kultstatus og humor og derfor fortjener den et glædeligt gensyn.