Når debutant-instruktøren Kane Parsons tager springet fra hjemmelavede internetvideoer til det store lærred, er resultatet både unikt og imponerende, selvom projektet indimellem føles større, end det helt kan bære.

“The Backrooms” er et sted bestående af uendelige, tomme kontorgange med gule vægge og flakkende lysstofrør. Et sted, der virker halvt genkendeligt, men hvor noget ikke helt stemmer. Rundt om hvert hjørne gemmer der sig et nyt malplaceret element: en dør, der vender vandret, et par sko støbt fast i gulvet eller et uopfordret møde med en blodig måge.

Det hele føles som en drøm konstrueret af tilfældige rester fra underbevidstheden. Som et sted, man næsten har været før, men aldrig helt kan placere.

“The Backrooms” stammer fra creepypasta-miljøet: en slags digitale lejrbålshistorier, gysermyter, som spredes gennem obskure forumtråde og hjemmelavede horrorvideoer.

Præmissen gjorde oprindeligt Parsons’ virale found footage-kortfilm til et internetfænomen, hvor den foruroligende stemning gjorde videoerne mærkeligt hypnotiske. At konceptet nu er blevet til en stor A24-produceret spillefilm med Hollywood-budget, rejser derfor et par ret væsentlige spørgsmål: Er der overhovedet nok kød på idéen til halvanden times film? Eller var “Backrooms” i virkeligheden bedst som korte creepypasta-klip, man ser alene klokken to om natten?

Svaret på begge spørgsmål er et stort, fedt og definitivt: ’mjaaaa, måske’.

Fra webkamera til widescreen

Filmen fungerer bedst, når den tør holde fast i sine found footage-rødder fra internettet. Flere af de stærkeste sekvenser præsenteres gennem skramlede, håndholdte kameraer med grynet billedkvalitet og nervøse panoreringer, der rammer noget oprigtigt ubehageligt.

Det fungerer overraskende godt i modspil til filmens syrede og højt konceptuelle univers.

Problemet er bare, at filmen konstant står med fødderne plantet i to forskellige lejre. Så snart found footage-stilen slipper taget, overtages billedsiden af en ultrastiliseret præsentation. Kameraet begynder at glide elegant gennem korridorerne med så smørbløde bevægelser, at man halvt forventer, at nogen begynder at reklamere for et schweizisk ur.

Det føles lidt som at udskifte sin gamle 4chan-profil med en LinkedIn. Det hele ser sådan set flot og professionelt ud, men ender også med at underminere det, der var så råt og uhyggeligt ved det originale værk.

Psykotisk krise i møbelafdelingen

Karaktererne og temaet er ligeledes lidt af en blandet pose. Chiwetel Ejiofor spiller Clark, en mislykket arkitekt, der nu sælger discountmøbler i en sjæleløs, sørøvertematiseret butik, som han ovenikøbet også bor i, efter at være blevet smidt ud af sit hjem.

Det er en karakter, der emmer af nederlag: en mand, der sover i udstillingssenge med en whiskyflaske under dynen og langsomt virker til at gå i opløsning sammen med det mystiske landskab omkring ham.

Clark er uden tvivl i akut mangel på en psykolog, og det får han så i form af Renate Reinsves Dr. Mary Kline. Det er i teorien en virkelig fed indgangsvinkel til universet, fordi filmen gradvist antyder, at backrooms måske har mere med karakterernes psyke at gøre, end man først tror.

Men filmen nøjes lidt med at pege på psykologien uden nogensinde rigtigt at dykke ned i den. Der er konstant forvirring om, hvem hovedpersonen egentlig er, og vi ender aldrig helt med at lære nogen af dem ordentligt at kende. Selvom begge skuespillere leverer kompetente præstationer, føles karaktererne ofte mere som mennesker, der eksisterer for konceptets skyld frem for omvendt.

Et sted imellem knald og fald

Det frustrerende ved filmen er egentlig også det mest spændende ved den. Man mærker tydeligt ambitionerne bag projektet, og filmen har langt mere på hjerte end mange andre indie-gysere med lignende high concept-præmisser.

Noget af det mest tilfredsstillende ved filmen er den gradvise opdagelse af, hvordan dette mærkelige univers fungerer. Parsons forstår værdien i ikke at forklare alt med det samme, og flere af filmens stærkeste øjeblikke opstår i mødet mellem nysgerrighed og frygt.

Men det er også, som om filmen forsøger at være lidt for mange ting på én gang: psykologisk karakterdrama, internet-horror, eksistentiel kunstfilm og Hollywood-gyser.

Alligevel er ‘Backrooms’ svær ikke at lade sig fascinere af. Ikke fordi den altid fungerer, men fordi dens veludviklede præmis er stærk nok til at bære filmen gennem selv dens mere vaklende øjeblikke. Selvom flere elementer føles ufærdige, cementerer filmen stadig Kane Parsons som en af de mest lovende gyserinstruktører i nyere tid.

Ligesom sine egne endeløse korridorer føles ‘Backrooms’ nogle gange forkert, frustrerende og retningsløs, men også mærkeligt dragende. Rundt om hvert hjørne gemmer der sig noget, man helst ikke vil glo på alt for længe – og alligevel bliver man ved med at gå længere ind.