Ord alene kan ikke beskrive ubetinget kærlighed – der ligger en tålmodig loyalitet i konceptet som kun kan bevises med tiden. Ord er ofte det bærende i film, men sjældent med større berettigelse end i Richard Linklaters Before Midnight. 18 år og tre film har det taget ham at fortælle sin historie og dermed er han kommet tættere end nogen anden på at definere ’ubetinget’ – min fascination og dybtfølte taknemmelighed for denne trilogi er ligeså, ubetinget.

Det er ord der har gjort Before Sunrise, Before Sunset og nu Before Midnight til hvad den er – en usandsynlig velkomponeret og velspillet dialogtrilogi. Et kærlighedsværk og et menneskestudie. Al livets kompleksitet, præsenteret i filmisk og teknisk minimalistisk form, men udsat for det evigt uforudsigelige fænomen; tid. Det er tredje gang Jesse (Ethan Hawke) og Celine (Julie Delpy) taler sig ind på hinanden og os, og på raffineret vis får forklaret hvad der er sket i al den tid vi ikke var tilstede. To gange har de efterladt os med et gispende ”fik de hinanden?” og uvisheden om hvad der ville ske i minutterne, dagene og årerne efter at kameraet sortnede. Og for anden gang må vi nu erkende, at det ikke er det det handler om, for det er kun eventyr der kan slutte med et ”og de levede lykkeligt til deres dages ende”. Så det handler om ord, uden tvivl, men de rigtige ord. Modet til at stille de rigtige spørgsmål og turde høre de rigtige svar. Det er med ord Richard Linklater har talt til hjerter verden over og det er med ord og tålmodighed han har stillet det rigtige spørgsmål: ”de fik hinanden – og hvad så ?”.

At lave en trilogi, eller et værk af flere bind, er absolut ikke det samme som at lave en toer, treer, Pirates of the Caribbean 27er af en film der har haft succes. Og nøjes med at skabe et kunstigt tilhørsforhold ved at lade den rette tilbagevisende reference eller genbrugte joke falde på det rigtige tidspunkt. Næh det kræver kunstnerisk udholdenhed. Det er at skrive det sidste kapitel i den syvende Harry Potter -bog som det første, eller, som i Linklater-trilogien, at give os nøglen til hele værket i anden films første ti minutter. Og nøglen er svaret, svaret på spørgsmålet. Men før jeg giver dig det, lad mig da forklare filmenes gådefulde koncept lidt nærmere.

Ved at have indspillet filmene med et ’ægte’ spring i tiden, (1995, 2004, 2013) har de fået en særlig lighed med et sociologisk studie – det lyder ikke specielt poetisk, men det er nu engang det utilregneligt fine og helt særlige dem. De fungerer som et spejl, en personlig projektion af dit inderste væsen. Er du romantiker eller kyniker? Så her har du din nøgle og dit svar. Jesses ord, sagt i al sin umulige ligetilhed; ”kend dig selv og du ved hvordan denne historie ender”.

Kære kyniker (og kære romantiker)

Drømme er (ikke) bare drømme. Virkeligheden er (dog) gjort af noget andet. Livet er hårdt og går sin (uforudsigelige) gang. Med alderen vil virkeligheden (måske) triumfere, men lykken er jo ikke (kun) betinget af drømme. (Ægte) Kærlighed er (ikke) baseret på fornuft og er (uden tvivl) grundlaget for alting. Så kast dig (altid) ud i den. (De får hinanden) Og hvad så?

– (jeg ved det godt)