Jeanette Nordahls kærlighedsdrama er rørende, slående og livsbekræftende i sin skildring af store og små øjeblikke i et hverdagsliv, der er blevet vendt på hovedet. 

Ane (Trine Dyrholm) og Thomas (David Dencik) kæmper mod hinanden i en skilsmisse, da et af livets værste kort bliver trukket: Ane rammes af en blodprop. Og ikke nok med det – de er ikke blevet enige om, hvornår og hvordan de skal fortælle den dårlige nyhed til deres to døtre. Det mest naturlige bliver derfor, at Thomas udskyder sin flytning med sin nye kæreste Stine (Johanne Louise Schmidt) og hjælper Ane på benene først.

Det er en kaotisk præmis, og en stor historie at gabe over. Nordahl vil vise, hvad livet kan gøre ved et menneske, hvis fremtid bliver stjålet. Hvad universets ubarmhjertighed kan tvinge selv de bedste mennesker ud i. Hun vil tage dig gennem alle tænkelige aspekter af dette. Men filmen spænder alligevel ben for sig selv, når chokket fra tragedien har lagt sig. 

Fantastiske familiedynamikker 

Ane er en kvinde, der er så selvstændig, man overhovedet kan være – og som pludselig bliver afhængig af den sidste mand, hun ønsker at være afhængig af. En kvinde, hvis liv skal starte forfra og på ny finde tilbage til en hverdag, der allerede er i stykker. Det er en hård vej, og Dyrholm giver dig ondt i maven, og især i hjertet, når hjælpeløsheden for alvor rammer hende.

Den rammer også Thomas, men mange af de stærkeste øjeblikke udspiller sig mellem Ane og deres ældste datter, Clara (Bjørk Storm). Efter blodproppen må hun se i øjnene, at hendes mor også bare er et menneske, selvom Ane ikke selv kan finde fred med den erkendelse. 

Sammen skaber de gennem hele filmen overraskende og intense scener, der både er tåkrummende og hjertevarme. Det giver stof til eftertanke og minder én om, at man måske burde gå ud og ringe til sin mor efter rulleteksterne. Det kunne derfor have klædt historien at dvæle mere ved mor-datter-dynamikken end ved nogle af de andre små sidespor, filmen tager i et forsøg på at skabe en større historie.  

En langsom fornøjelse

Som seer trækkes man ind i Ane og Thomas’ liv som en flue på væggen, bogstaveligt talt. Det statiske og rolige kamera, der bruges gennem størstedelen af filmen, låser publikum fast i en position, hvor man tvinges til blot at lade tingene ske, selvom det er pinefuldt ikke at kunne gribe ind, når filmen er allermest barsk. 

Selvom det jo er præmissen for at se en film, at du blot er tilskuer, gør det alligevel mere skade end gavn udelukkende at bruge den type billeder. De er effektive til at understrege filmens stemning, men det virker tomt, når filmen ikke lader sit publikum springe ind i lærredet. 

Dermed bliver tempoet også sløvt. Selvom det kan forstås som en parallel til Anes lange kamp med en hård og gentagende genoptræning, tager det farten ud af filmen. Det skaber en lille plads til ekstra refleksion hos publikum, men ikke nok til, at det er forsvarligt at gøre filmen så langsom. 

Dygtige Dyrholm og Dencik

Men frygt ej, det er stadig Trine Dyrholm og David Dencik, vi har med at gøre. Sammen bærer de filmen på deres skuldre, og deres kemi får det til at slå gnister over skærmen. Uanset om det er et skænderi, et længselsfuldt blik eller en lidt for kærlig berøring forklædt som en hjælpende hånd, slår de luften ud af én hver eneste gang. 

De løfter publikum forsigtigt gennem sorgen, magtesløsheden og ikke mindst glæden og kærligheden, der sniger sig ind under huden på dem igen, når de tvinges ud af deres comfort zone, som ikke burde indeholde hinanden længere. Det er oplevelsen af at genfinde hinanden, og ikke mindst sig selv, i et liv, der ikke lader vente på sig.

De to er klart filmens højdepunkt, og det kommer ikke som en overraskelse. Det er dem, der genopliver filmen, når tempoet daler, og dem, man må tilskrive, at filmen sætter sig fast, efter man har forladt salen. Det er en suveræn start for det danske filmår, og barren er i den grad sat højt.