Ørkenvandring med Herzog
Berlinalens 2. dag skød vi i gang med endnu en film fra hovedkonkurrencen: ’Queen of the Desert’. Manden bag filmen er ingen anden end den karismatiske Werner Herzog der muligvis har en af verdens lækreste tyske accenter når han taler engelsk. Hans seneste film var dog ikke lige så sprød som han stemme. Filmen omhandler Gertrude Bell (Nicole Kidman), der drager til Teheran og forelsker sig i Henry Cadogan (James Franco). Efter hans død tager hun på en slags dannelsesrejse gennem den arabiske ørken.

Arthur var flere steder moderat underholdt: Historien om Gertrude Bells rejse dybt ind i den på én gang noble og monstrøse arabiske ørken giver et interessant indblik i en af datidens mest stålsatte viljer, men fejler totalt når det kommer til behandlingen af det relationelle – her især forholdet mellem Bell og mændene i hendes liv. James Franco er mest af alt akavet i rollen som den forførende brite Henry, hvilket dog nogle gange taler til hans fordel, da han får pustet noget menneskeligt og forfriskende småkikset ind i nogle ellers døde kærlighedsscener. Francos arbejde med Henrys accent virker dog halvlunkent. I sidste ende må det siges at Herzog stadig formår at overraske, også negativt.

Anne var i chok: Det er umuligt at begribe, at manden bag ’Queen of the Desert’ er Werner Herzog. Den første halve time er næsten ubærlig med sine klodsede kærlighedsscener og overgjorte Grand Gestures. Det står skingrende klart at dette er den første (og mislykkede) pandekage. Herzog er ikke just øvet i genren, og den tilsigtede erotiske stemning i scenerne mellem James Franco og Nicole Kidman bliver næsten grinagtig, når Francos karakter for sjette gang, akkompagneret af storladen strygermusik, smiler slesk og læser arabisk poesi for den smægtende Gertrude Bell.

Da Francos karakter forlader historien (hvilket i øvrigt rører én omtrent så meget, som at tabe noget på gulvet og skulle samle det op igen), er der ikke engang noget at grine af længere. De resterende 90 minutter er bogstaveligt talt en uendelig, trøstesløs ørkenvandring. Gertrude Bell, der altså skal forestille at have skabt staten Irak, hyggerejser gennem ørkenen i lange karavaner, skriver dagbog om naturens skønhed og bader under åben himmel iført en gennemsigtig, hvid natkjole. Enough said.

Lige efter filmen var der en pressekonference med Werner Herzog, Nicole Kidman, James Franco og Damien Lewis. Alle var veloplagte og Franco sad med sit karakteristiske gavtyvesmil, der udstråler at han konstant har det som blommen i et æg. På trods af at filmen er temmelig mislykket, lader Herzog ikke til at have mistet sin evne til at tage ud på rigtige locations og operere ud fra en spontan og anderledes logik. Han fortalte at den grib, der er med i en af filmens scener med Kidman og Franco, var én de havde fundet på vej til optagelserne. Og Franco kunne fortælle at gribben havde bidt ud efter Kidman på et tidspunkt, men at han havde været tryg ved tanken om at det jo var en trænet grib – en ret naiv og sød tanke.

Mesterligt ægteskabsdrama
Ovenpå pressekonferencen gik vi hver til sit. Anne måtte kaste noget halvkedelig og meget pricey frokost indenbords og så ellers tage benene på nakken for at nå visningen af Andrew Haighs ’45 Years’. De høje forventninger, der skyldtes instruktørens vellykkede indie-drama ’Weekend’ fra 2011, indfriedes til fulde.

’45 Years’ tager sin begyndelse en uge inden ægteparret Geoff (Tom Courtenay) og Kate (Charlotte Rampling) skal fejre deres 45-års bryllupsdag. Da Geoff modtager et brev om, at liget af hans store ungdomskærlighed er fundet nedfrosset og præserveret i de schweiziske alper, sættes der gang i en hvirvelstrøm af minder. Kate graver i sin mands fortid og finder ting, der vender op og ned på deres parforhold.

Haigh mestrer atter det usynlige, gnistrende drama, der afspiller sig mellem hovedpersonerne i selv de mest hverdagslige, dialogfattige situationer. Rampling og Courtenay er uovertrufne som Kate og Geoff, hvis forhold langsomt smuldrer under vægten af den uventede besked.

Kafka på kinesisk
Arthur tog ind og så den kinesiske ’K’, som er en genfortolkning af Franz Kafkas ’Das Schloss’. Da Arthur ikke er den store fan af Hanekes TV-version af samme navn, kom det måske ikke som en overraskelse at denne heller ikke gik rent ind. Filmen fortæller historien om K, der ankommer til en mystisk landsby og bliver fanget i et absurd bureaukrati i kampen om at nå op på det højtliggende, sagnomspundne slot. På trods af en interessant æstetik og gode skuespillere, var det en søvndyssende oplevelse, der var svær ikke lige at tage en blunder til.

Nu er vi netop hjemvendt fra DFI’s arrangerede dansker-mingling Meet the Danes. Vi glæder os til at skulle op klokken 7 for at se Guatemalas første Berlinale-bidrag ‘Ixcanul’.

Af Arthur Delay og Anne Hjelm Sørensen