Hvorfor finder vi aldrig ud af, men en morgen bytter en landsbykvinde i Hviderusland sin gris for en togbillet, og sender sin bror til Moskva.

‘Help gone mad’ er en mystisk film, der i følge instruktøren beskæftiger sig med gæstearbejdere i Ruslands ve og vel, men ifølge anmelderen handler om meget mere.

 

Broderen er helt afgjort ikke beredt på at rejse nogle steder. Han hører til landt de meget tavse, og deler ikke meget med verden. Men afsted kommer han. “Husk nu at stå af på Rizkhy Stationen, formaner søsteren. “Det er farligt, man kan blive væk.”

Men det er lige præcis hvad der sker, pludselig stopper toget, og vores helt er i den Moskva-forstad, hvor resten af filmen vil udspille sig. Nogle af beboerne i en af de store, grå blokke stjæler hans mobiltelefon, taske og tegnebog, og slutter af med at sparke til ham.

Natten tilbringer han på en bænk, og da han vågner om morgenen, er også hans sko væk. Det er et hårdt liv i den post-sovjetiske Moskva-slum.

Heldigvis møder vor ven en søvnløs, pensioneret ingeniør, hos hvem han flytter ind. Og de to tager derefter på magiske og vanvittige eventyr, der har til formål at hjælpe de gode beboere i boligblokken. Antagonisten er den lokale politiinspektør, der som en anden ond ånd huserer i området, i evig frygt for at blive fyret.

Filmen er fortalt i en række meget statiske indstillinger, i et tempo, hvor der er virkelig god plads til de bitte-små detaljer i skuespillet.

Humoren er tør som sandpapir, og samtalerne mellem den søvnløse ingeniør og den tavse hviderusser er pragtfulde.

Umiddelbart virker deres riddergerninger noget adskilt fra virkeligheden og temmelig vanvittige. Som da to giver sig afsted for at flytte en bænk, og bliver nødt til at true de to teenagere, der sidder på den, med en kniv. Men det giver mening i sidste ende, for i lejligheden bor en gammel dame, der er frygtelig træt af larmen fra de kyssende teenagere.

Sådan giver deres besynderlige gøremål mening i en eller anden form. De er på en meget vigtig mission, ånden er med dem, som låget på en container på gaden bevidner: det springer op, hver gang de er på vej ud.

Der er hylemorsomme scener, som da vore to helte ser et tv-program i fjernsynet om dyrkelsen af helte i det gamle Grækenland. Her lavede man buster af heltene, med kun hoved og genitialer. Ingeniøren synes det er synd, at de kommunistiske koryfæer foran fabrikken ikke er udført på samme måde, og går straks igang med at lave tissemænd af trylledej.

Den søvnløse ingeniørs datter dukker på et tidspunkt op, som et sendebud fra den virkelige verden, og forsøger a få stoppet ingeniørens ture ud i byen med piller ordineret af lægen og mad med vitaminer. Men det går ikke, og den onde politiinspektør bliver pludselig meget præsent.

Kriser dukker op fra tid til andet, virkeligheden trænger sig på.

“Intet fungerer længere, ikke engang tøjet lyser i mørke!”, skråler ingeniøren i et sjældent anfald af opgivelse.

Filmen er et finurligt, veldrejet, lille mesterværk. Den bevæger sig hele tiden på grænsen mellem fantasi og virkelighed hvis den har en morale af en art, er det måske at man kan meget, hvis blot man vil det. Absurd, morsom og formår med meget få ord at fortælle en meget sprudlende historie.