Betties tur er et road trip-familiedrama om den tidligere skønhedsdronning Betties (Cathrine Deneuve) flugt fra sit spændingsforladte liv. En munter fortælling der byder på en sjælden skildring af en moden kvindes opgør med tilværelsen, men som trods sit ihærdige forsøg på at undgå for mange klicheer alligevel ender med at ramle ind i nogle fatale af slagsen.

Bettie lever en ensformig tilværelse i en lille brostensbelagt provinsby i Bretagne. Dagene går med rutineprægede arbejdsdage som restauratør, og med sin gamle mor som både kollega og sambo er Betties liv langtfra til at sammenligne med hendes tidligere liv som hustru og skønhedsdronning. Så nyheden om at hendes tidligere kæreste har skiftet hende ud med en ung skønhed bliver udslaget for Bettie, og hun begiver sig ud på det, der til forveksling kunne ligne et ungdomsoprør. Samtidig begynder den klichéfyldte musik med teksten ”I don’t know where I’m going..”.

Bettie genoptager med stor nydelse sin rygning, og i sin søgen efter flere cigaretter kommer hun i kontakt med nye mennesker. Hun fester og drikker, og ikke overraskende vågner hun op på et hotelværelse med den unge, energiske, cigaretsælgende fyr, der hurtigt lader sig forføre af Bettys forfaldne skønhed. Bilferien får en helt ny betydning, da Betties datter ringer og desperat har brug for hendes hjælp med at fragte sønnen til pasning hos farfaren. En opringning, der tilfældigvis ramler sammen med Betties flugt fra tilværelsen, hvilket, i forhold til hun ikke har set sin datter og barnebarn i årevis, virker som lidt af et sammentræf. Med barnebarnet som passager lægges ungdomsnysgerrigheden på køl – overhalet af Betties pludselige mulighed for at blive genforenet med familien.

Betties tur er en film, der langt fra skildrer det klassiske idylliske billede af den franske natur og kultur. I stedet besøges motorvejens tankstationer, usmagelige lædersofafyldte diners og provinspinlige fester, hvilket bidrager til en mere realistisk fortælling om den tidligere skønheds søgen efter lykke.

Som instruktøren Emmanuelle Bercot har udtrykt, er filmen en hyldest til Cathrine Deneuve. Hendes hår, mund og malede øjne sætter rammen om flere scener, og kærligheden til Bettie vokser, i takt med at bilen kører. Der bliver holdt en distance til fortidens ulykkelige hændelser, der har bragt Bettie til, hvor hun er i dag, hvilket giver mulighed for fri fortolkning og samtidig bevarer et fokus på Betties nye chance for et lykkeligere liv.

Birollerne, der i de fleste tilfælde spilles af ikke-skuespillere, giver kant til fortællingen. Dog virker rollen som barnebarnet Charly, der spilles af Nemo Schiffman, Emmanuelle Bercot og Guillaume Schiffmans (cheffotograf) søn, til at være et forsøg på at give deres søn et skub i hans skuespillerkarriere. Han får unødvendigt mange overspillede scener, hvor han både synger og spiller den ustyrlige, men samtidige altvidende unge dreng. En rolle der bliver irriterende og kun fungerer i få scener.

Betties tur er en feel-good film, ikke et mesterværk. Den byder ikke på filmisk originalitet, vækker hverken gråd, gentagen latter, spænding eller forbløffelse. Og desværre slutter filmen fladt og lykkeligt i en grad, så man tænker; What are the odds? Betties tur slår dog fast, at der ingen aldersgrænse findes for at ændre tilværelse. En fin morale der blandet med Cathrine Deneuves charmerende rolle som Bettie gør denne film seværdig, men langtfra storslået.