Black Panther

Når James Bond møder ’Coming to America’.

Tegneserier har aldrig interesseret mig, og MCU er først for nyligt dukket op i mit ordforråd. Jeg må altså anse mig selv som en form for novice i Marvels univers. Derfor er denne film set med helt friske øjne og uden forventninger til universet, og det var absolut ingen dårlig oplevelse.

Det afsides, men ekstremt teknologisk udviklede, land Wakanda har fået en ny konge, T’challa (Chadwick Boseman) som har overtaget efter sin faders død. Med dette ansvar ligger også opgaven at blive den nye Black Panther. Wakanda er bygget ovenpå et helt særligt metal der både kan bruges som et panser i deres tøj og biler, men kan også udvikle højteknologisk operationsudstyr der kan redde liv. Kort sagt, dette metal er både-til-køkken-og-bad universelt. Men gamle og nye fjender står på lur for at overtage og udnytte den avancerede teknologi. Black Panther må alliere sig med en stoisk hærfører, en ekskæreste og en amerikansk C.I.A. agent (Martin Freeman) for at beskytte sit land mod en potentiel 3. verdenskrig.

Jeg må indrømme, jeg er ikke solgt fra starten af. Filmens fortællestruktur får den til at fremstå klichefyldt og som en dårlig tv film. Den virker selvhøjtidelig, replikkerne føles unaturlige og jeg bliver lidt småforvirret over alt den information, jeg bliver bombaderet med, samtidig med at jeg skal forholde mig til filmens univers. Hvorfor har de et rumskib? Hvordan er han pludselig blevet en superhelt? Men jeg ender med at overgive mig. Efter 20 minutter sidder jeg både og smågriner og presser mig ned i sædet af spænding. Jeg fortaber mig i universet.

 

Farverigt univers og kampberedte kvinder

Det første der rammer mig er de ekstremt flotte kostumer. Der er klassiske, farverige afrikanske stammerober, men med et tvist at moderne og grafisk snit, og DET ligner absolut ikke noget fra en billig tv film. Det samme kan man sige om den guddommelige setting i smukke afrikanske omgivelser med små lækre detaljer. Dernæst bliver jeg begejstret over, hvor hårdtslående de fleste af kvinderne er i denne film. De har power, attitude, humor og skønt de er ekstremt smukke, så bliver de ikke objektificerede.

Humoren i filmen virker ikke forceret, men tilføjer charme, og den blive leveret fra særligt to karakterer. Hvis Q fra James Bond-serien var en sort, flabet, 24-årig kvinde, så ville hun være Shuri (Letitia Wright), Black Panthers lillesøster, der er leverandør af de flest skønne oneliners. Der er både glimt i øjet og bad-ass power kvinde over den lille dame. En anden lille charmetrold opdager jeg først halvejs inde i filmen, hvem er. Er det ikke Smeagol, der pludselig har fået ordentlig tyrenakke? Andy Serkis spiller den rapkæftede skurk Ulysses Klaue, denne gang dog uden brug af motion capture og CGI, bare (meget pumpet) kød og blod.

Der er den smæk for skillingen, som en god action film skal have, men hvor man rent faktisk kan følge nogenlunde med, og hvor en ret fantastisk oneshot sekvens gør mig lidt åndeløs. Trods skønhedsfejl, klichéer og forudsigelige plottvists, så var jeg sgu ret godt underholdt, og så er det fedt at se en film hvor kvinderne ikke skal reddes, men kan slå fra sig!

Foto: Kino.dk