Instruktør Scott Derrickson maler et landskab op af en kold og gold kristen ungdomslejr i Colorado-bjergene, der får det til at isne helt ud i fingerspidserne. Du når knap nok indendørs for at få varmen, før du igen bliver trukket ud i en snestorm af kuldegys.
Efter premieren på ’Black Phone 2’, kan forgængeren næsten ikke længere kategoriseres som en gyser — den bliver overgået på ren gru. Alt er større: miljøet, blodbadet og prisen for at tabe. Derrickson tager et drej fra den psykologiske horror ind i slasher-genren med hæsblæsende øksejagt og groteske drab.
Snemænd, skøjteløb og spøgelser på slæb
Søskendeparret Finn (Mason Thames) og Gwen (Madeleine McGraw) forsøger at håndtere traumerne efter børnemorderen The Grabbers død og kæmper for at vende tilbage til en almindelig hverdag, men uden held.
Gwens overnaturlige kræfter tager til, og i et forsøg på at opklare mysteriet om deres mystiske forbindelse til det hinsides, drager de sammen med vennen Ernesto (Miguel Mora) til vinterlejren Alpine Lake — dér, hvor det hele begyndte.
Spøgelser er ikke længere bare spøgelser, og grænsen mellem de levende og de døde — mellem drøm og virkelighed — udviskes fuldstændigt.
En tåreperser, der vil noget
Var man ikke overbevist efter den første film, cementerer efterfølgeren kun McGraws rå talent. Sjældent ses så stærk en præstation fra en barneskuespiller, der fuldkomment stjæler showet som en ung, plaget sjæl, der giver hele filmen sit følelsesmæssige drive.
Hendes præstation står i kontrast til den genopståede antagonist The Grabber (Ethan Hawke), der i sin udødelighed er som sendt fra helvede. Hawke spiller, tro mod 80’er-nostalgiens trend, en Freddy Krueger-lignende modbydelighed, som er en fornøjelse at se udfolde sig på det store lærred.
I kampen om det gode mod det onde overlader Finn stafetten til Gwen som filmens centrale person, og gudskelov for det. Selvom Thames imponerede i ’The Black Phone’, er der stilstand i hans karakterudvikling her. McGraw er livet og sjælen i filmens finale.
’Black Phone 2’ er på overfladen skræmmende, men indeholder til stor fryd og fornøjelse enkelte dybt følelsesladede øjeblikke, der virkelig rammer.
Frygtløst gensyn med fortiden
Filmen er endnu vildere end sin forgænger, og hver gang man tænker: ”Nu kan det ikke blive værre!”, bliver det værre.
De første to akter er sprængfyldte med forvrængede found footage-sekvenser og stilistiske øjeblikke, der kulminerer i de mest rædselsvækkende og effektive jumpscares. Derfor er det ærgerligt, at tredje akt ikke kan indfri de høje forventninger. På vaskeægte Stephen King-manér (hvor henter man ellers sin inspiration, når det gælder 80’er-gyserfilm?) afrundes historien en smule fladt.
Tredje akt virker til tider fjollet; både for overgearet og for undervældende sammenlignet med den blodige, hårrejsende færd vi har været på indtil da. Derricksons styrke er det psykologiske og den underliggende frygt, som sniger sig ind.
Overgangen fra en charmerende, intim thriller til en overambitiøs og overnaturlig gyser bliver for meget at bære. I enkelte øjeblikke mister filmen grebet, og dermed sin uhygge.
Med det sagt, er ’Black Phone 2’ en naturlig efterfølger til ’The Black Phone’, og Derrickson har — trods visse svage punkter — skabt en kreativt modig og sammenhængende fortsættelse på en afsluttet historie, som bestemt er oplevelsen værd.
